Måske Sjællands bedste fastelavnsboller

”Der er altid kræset lidt ekstra om dem. De tryller altid med smag og pynt, og de fås i så mange udgaver og smage, at man bare må have dem."

Måske Sjællands bedste fastelavnsboller Den nyeste fastelavnsbolle hos Meny Kalundborg er med saltkaramel. og den er allerede blevet et hit. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fastelavnsboller er utroligt populære hos danskerne, og igen i år er salget steget fra sidste år. ALT for damerne og ALT.dks læsere peger på fastelavnsbollerne fra Meny Kalundborg som måske Sjællands bedste.

Selvom der endnu er over en måned til fastelavn 27. februar, er der allerede gået fastelavn i den hos landets bagere og konditorer, og det gælder også hos bageriet RUG hos Meny Kalundborg, hvor der er hele 12 forskellige fastelavnsboller at vælge imellem.

ALT for damerne og ALT.dk har spurgt deres læsere hvor man finder den bedste fastelavnsbolle, og Meny i Kalundborg har i særdeleshed imponeret læserne med deres store fastelavnsboller, der er fyldt med alt fra skildpadde fromage til de klassiske svesker.

”Der er altid kræset lidt ekstra om dem. De tryller altid med smag og pynt, og de fås i så mange udgaver og smage, at man bare må have dem. De er så lækre fyldige og skal bare smages,” skriver en læser, og en anden læser følger op,

”Ikke nok med at bollerne er i top og en himmelsk mundfuld, men servicen, som den hjertevarme købmand og hele hans team giver, gør, at det ikke bare er en mundfuld af en fastelavnsbolle, men en hel symfoni, som eksploderer i mund og sind.”

Og det giver både travlhed og stolthed for bagermester Jan Alber og personalet i bageriet RUG.

”Vores seks forskellige fastelavnsboller med fløde sælger rigtigt godt og er nærmest eksploderet fra år til år, mest populær er den med skildpaddefromage hvor der er en hel skildpadde indeni som en overraskelse, men vores nye fastelavnsbolle med saltkaramel går også rigtigt godt. Vi blander cremen med karamel og drysser flagesalt henover, det er blevet et hit,” fortæller Jan Alber.

Ud over de gammeldags fastelavnsboller med creme og syltetøj har Meny Kalundborg også en klassisk fastelavnsbolle med creme og flødeskum, en med Skildpaddefromage, Hindbærfromage, Æblefromage, Klassisk med sveske og den nyeste med saltkaramel.

Del