Historier fra Danmarks mest kendte bagetelt

Der kommer både spændende og underholdende anekdoter på ”bordet”, når Hvidebæk Lokalråd i samarbejde med Kalundborg Biblioteker byder velkommen til Markus Grigo, bagedommer i Den Store Bagedyst.

Historier fra Danmarks mest kendte bagetelt
Den kendte bagedommer, Markus Grigo, gæster Ubby Forsamlingshus den 6. februar. Undervejs får han selskab af den lokale bageentusiast, Susanne Meyerhoff.

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk

Mandag den 6. februar kommer Danmarks nok bedst kendte bagedommer, Markus Grigo, til Ubby Forsamlingshus. Arrangementet starter med fællesspisning klokken 18 og foredrag fra 19 til 21, og er arrangeret af Hvidebæk Lokalråd i samarbejde med Kalundborg Biblioteker.

Man kan sige, at det er en vaskeægte kageekspert, der gæster Ubby Forsamlingshus, og undervejs får Markus Grigo selskab af lokale Susanne Meyerhoff, der vil fortælle om, hvordan det er at stå på den anden side af bordet i bagekonkurrencen. Det kan også være, at tilhørerne får lov til at smage på én af Susanne Meyerhoffs specialiteter fra bageteltet.

Markus Grigo var allerede som barn optaget af tyske madprogrammer på TV, og han har altid været sikker på, at maden og smagen skulle være omdrejningspunkt for hans karriere. Markus er både uddannet bager og kok, og han har arbejdet på en lang række højtprofilerede restauranter, ligesom han i en periode var selvstændig.

Når Markus Grigo holder foredrag i Ubby Forsamlingshus vil man mærke den samme gejst, energi og passion, som når han er på TV. Han har et smittende humør og en positiv tilgang til livet. Markus vil fortælle om det unikke forhold, der er opstået mellem de to dommere og vært Timm Vladimir i det kendte bagetelt. Ligeledes vil sjove historier og anekdoter om alt det, de håbefulde amatørbagere og dommerne selv bliver udsat for under TV-optagelserne, blive afsløret. Det er heller ikke udelukket, at Markus deler ud af sine bagetips.

Billetter til både fællesspisning og foredrag, eller kun til foredrag kan købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside www.kalundborgbib.dk eller i alle Kalundborg Biblioteksfilialer. Læs mere og meld dig gratis ind i Biblioteksklubben via www.kalundborgbib.dk/klub

Del