Markerede 25-års jubilæum med donation til Madoasen
Dragsholm Sparekasse har tænkt på Madoasen – Stop Spild Lokalt i Kalundborg, som er genbo til sparekassen, i forbindelse med jubilæet.
Af Jens Nielsen
Fredag eftermiddag markerede Dragsholm Sparekasse, at det er 25-å siden, at de etablerede deres afdeling i Kalundborg. Jubilæet blev markeret med en donation til Madoasen – Stop Spild Lokalt i Kalundborg.
Fredag markerede Dragsholm Sparekasse, at de nu i 25 år har haft afdeling i Bredgade 45, Kalundborg.
I 1998 åbnede Sparekassen med fire medarbejdere, men en god tilgang af private og erhvervskunder betyder, at afdelingen i dag tæller ti medarbejdere med afdelingsdirektør Thomas Levy Nielsen i spidsen.
Jubilæet blev markeret fredag eftermiddag i et opstillet telt udenfor sparekassen hvor der blev serveret mad og drikke.
Men Dragsholm Sparekasse har også tænkt på Madoasen – Stop Spild Lokalt i Kalundborg, som er genbo til sparekassen, i forbindelse med 25-års jubilæet.
Her var afdelingsdirektør Thomas Levy Nielsen forbi fredag formiddag med en donation af 25 gavekort a 125 kr.
”Gavekortene er til deres uddeling blandt deres kunder med børn og gælder til Mødrehjælpen i Kalundborg. På den måde holder vi fast I at give lidt tilbage til lokalsamfundet,” fortæller Thomas Levy Nielsen.
Hvad angår fremtiden for Dragsholm Sparekasse, ser Thomas Levy Nielsen optimistisk på, at Dragsholm Sparekasse vil holde trit med den vækst og udvikling, som præger Kalundborg i disse år.
- Alt tyder på fortsat fremgang for afdelingen. Området nyder godt af stor tilflytning af indbyggere og virksomheder, små som store. Vi føler os rigtig godt gearet til at kunne betjene endnu flere kunder. Målt på antal medarbejdere er vi en af byens største pengeinstitutter. Vi har på det seneste formået at tiltrække nogle stærke profiler, så vi står med et særdeles kompetent team til at hjælpe nuværende og nye kunder, fastslår afdelingsdirektøren.