Mangeårig medarbejder udnævnt som ny apoteker
Otte har søgt stillingen som apoteker i Kalundborg og nu har Lægemiddelstyrelsen udpeget Bettina Ødegaard fra Kalundborg som ny apoteker pr. 1. april.

Af Jens Nielsen
Lægemiddelstyrelsen har udpeget Bettina Ødegaard som ny apoteker på Kalundborg Svane Apotek. Hun overtager apoteket i Elmegade d. 1. april.
Midt i januar meddelte Annette Brasen, at hun stopper som apoteker på Kalundborg Svane Apotek og Lægemiddelstyrelsen slog derfor stillingen som apoteker op.
Otte har søgt stillingen som apoteker i Kalundborg og nu har Lægemiddelstyrelsen udpeget Bettina Ødegaard fra Kalundborg som ny apoteker pr. 1. april.
Bettina Ødegaard har været ansat i 20 år på Kalundborg Svane Apotek, der har adresse i Elmegade 15 ved Kvickly, heraf de sidste 15 år som souschef, så det er en erfaren medarbejder der nu sætter sig i chefstolen.
”Det er så dejligt, personalet ved hvad de har og hvad de får og jeg er sikker på de er glade for Lægemiddelstyrelsens beslutning. Da jeg mødte ind på arbejde den dag det var offentliggjort blev jeg mødt med både flag og konfettirør,” fortæller Bettina Ødegaard, og fortsætter, ”Jeg har ikke tidligere søgt andre bevillinger, men skulle det være så skulle det være Kalundborg, det er her jeg hører til, det er min by.”
Bettina Ødegaard har gennem mange år gået side ved siden af den nuværende apoteker Annette Brasen og ved derfor hvad hun går ind til.
”Der er ikke noget som kommer som den store overraskelse, jeg har i mange år haft personaleledelsen og kender bevillingen ud og ind, så der er ingen skeletter som vælter ud af skabet,” siger Bettina Ødegaard, som ikke har planer om at lave de store forandringer når hun overtager Kalundborg Svane Apotek.
Tidlig fødselsdagsgave
Udnævnelsen som apoteker på Kalundborg Svane Apotek er en tidlig fødselsgave til Bettina Ødegaard, hun runder nemlig 50 år først i april måned.
Bettina Ødegaard bor i Kalundborg sammen med sin mand Klaus og deres tre børn.