Man kan indstille til Handicapprisen
Kalundborg Kommune og Handicaprådet ønsker at sætte fokus på handicappedes forhold og vilkår i Kalundborg Kommune, hvorfor der er indført en handicappris.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Handicapprisen uddeles hvert år på den Internationale Handicapdag, som er den 3. december. I år vil Handicapprisen således blive overrakt tirsdag den 3. december. Man kan endnu indstille til prisen.
Kalundborg Kommune og Handicaprådet ønsker at sætte fokus på handicappedes forhold og vilkår i Kalundborg Kommune, hvorfor der er indført en handicappris, som består af et kontant beløb på 10.000 kr. samt et litografi. Prisen gives af Kalundborg Kommune og Lev Kalundborg.
Sidste år blev Handicapprisen givet til 90-årig Villy Hald, der er tidligere formand for Hjernesagen. Handicapprisen blev overrakt til Villy Hald for sit mangeårige engagement i at hjælpe samfundets mest udsatte borgere via både sit virke som lærer, spejderleder og formand for Aktivitetscenteret i Munkesøen. Særligt hans engagement som bestyrelsesmedlem og senere mangeårig formand for Hjernesagen og dens medlemmer har været bemærkelsesværdig. I 2022 var det Michele Formann, som selv har nogle udfordringer, men har overskud til at hjælpe rigtig mange steder, der modtog prisen.
Praktiske oplysninger
Prisen kan gives til personer, organisationer, foreninger eller enkeltpersoner, der har gjort en forskel indenfor handicapområdet, som bor eller arbejder inden for kommunen. Medarbejdere i Kalundborg Kommune, herunder kommunens institutioner og skoler, og medlemmer af Handicaprådet kan ikke modtage handicapprisen.
Alle, der har udvist engagement, rummelighed, hjælpsomhed, gjort en særlig forskel, har været innovativ og lignende inden for handicapområdet, kan komme i betragtning.
Alle kan indstilles til prisen, også selvom man tidligere har været indstillet. Kommunalbestyrelsen, råd, nævn, organisationer, foreninger, grupper og enkeltpersoner. Indstillingen skal indeholde begrundelse der beskriver, hvorfor og hvilken særlig indsats, der er ydet og som ligger til grund for indstillingen til handicapprisen. Herudover skal oplyses navn, adresse, telefonnummer og e-mail, både på den/dem der indstilles til handicapprisen og på den/dem der indstiller.
Sidste frist for indsendelse af kandidater til Handicapprisen 2024 er onsdag den 6. november 2024 kl. 12. Handicaprådet udvælger herefter prismodtageren.