Maj byder på mange påkørsler af rålam i trafikken

I slutningen af foråret begynder sidste års rålam at færdes rundt alene i søgen efter deres eget område at slå sig ned i. De er uerfarne og har derfor heller ikke helt styr på farerne i trafikken.

Maj byder på mange påkørsler af rålam i trafikken
I maj skal man være ekstra opmærksom på hjortene. Foto: Asger Thielsen

gitte@tv-kalundborg.dk

I slutningen af foråret begynder sidste års rålam at færdes rundt alene i søgen efter deres eget område at slå sig ned i. De er uerfarne og har derfor heller ikke helt styr på farerne i trafikken. Det medfører, at maj er en af de måneder med flest hjortepåkørsler. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 er telefonerne ekstra varme, når kalenderen viser maj, på grund af hjortepåkørsler. I 2024 var der i maj måned hele 1.066 henvendelser om påkørsler, og i gennemsnit er der 200 flere sager sammenlignet med de omkringliggende forårs- og sommermåneder, skriver Dyrenes Beskyttelse i pressemeddelelsen.

“Foråret og det lunere vejr gør, at dyrene helt generelt bliver mere aktive. Samtidigt er det i denne periode, at sidste års rålam begynder at stå på egne ben, og de har ikke nødvendigvis lært faren ved veje og biler endnu, eller hvordan man undgår dem,” forklarer Peter Gravlund Nielsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

I de første tre måneder af 2025 har Dyrenes Beskyttelse Vagtcentral 1812 modtaget 2.399 henvendelser om hjortepåkørsler. Det er det højeste antal påkørsler i de første tre måneder af året siden 2018, hvor Dyrenes Beskyttelse begyndte at registrere data på hjortepåkørsler.

Tag dine forholdsregler

Eftersom vi ikke kan træne dyrene til at færdes i trafikken, så er der en række forholdsregler, vi mennesker kan tage.

“Strækninger med høj fart langs tæt bevoksede områder er helt generelt en kombination, hvor vi opfordrer til, at man er ekstra opmærksom,” siger Peter Gravlund Nielsen og minder om, at det er en barsk oplevelse for alle implicerede parter: “Det er voldsomt at påkøre et vildt dyr i trafikken, og det kan have alvorlige konsekvenser for både dyr og mennesker. Hvis dyret ikke omkommer i ulykken, kan det risikere at lide i lang tid som følge af sine skader.”

Vær på vagt i de sene timer

En endnu vigtigere faktor er tidspunktet på døgnet. Det er nemlig, når mørket falder på, at 40 procent af hjortepåkørslerne sker. Det er helt konkret i tidsrummet mellem klokken 21.00 og 00.00, at risikoen er størst.

“Hjortene er mest aktive om natten, så det er særligt fra lige før solnedgang, at man skal være ekstra opmærksom, selvom hjortene også krydser veje i dagtimerne. De opholder sig typisk i skove, enge, levende hegn eller lignende natur, så i de områder vil sandsynligheden for krydsende hjorte være størst. Derudover er det værd at vide, at hjorte er flokdyr. Så en hjort krydser sjældent vejen alene,” siger Peter Gravlund Nielsen.

Fakta: Undgå hjortepåkørsler

  • Vær ekstra opmærksom på veje, hvor der er bevoksning tæt på rabatten. Sæt gerne farten ned i disse områder.
  • Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra vildtets øjne, og så er det en god idé at sætte farten ned.
  • Hold altid øje med skiltningen.
  • Vær opmærksom på at f.eks. hjortevildt er flokdyr. Der vil derfor ofte komme mere end ét dyr ud på vejen.
  • Vær ekstra opmærksom i april-maj og oktober-november, hvor der er særlig stor aktivitet hos hjortevildtet.
  • Risikoen for påkørsel er størst ved solopgang, solnedgang og om natten.

 Fakta: Når uheldet er ude

  • Hold ind til siden, hvor det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
  • Find ud af, hvor du er. Det kan være vejnavn, vejnummer, kilometersten/vejkantspæl eller GPS-koordinater.
  • Marker gerne stedet tydeligt, hvor ulykken er sket, f.eks. med en klud.
  • Ring 1812, hvis dyret er såret - også selvom dyret er løbet væk.
  • Hold afstand, så dyret ikke stresses
  • Ring til vejens ejer eller Falck, hvis dyret er dødt.

Del