Magtfuldkommenhedens grimme ansigt.
Læserbrev: Magtfuldkommenhedens grimme ansigt
Demokratisk Fællesliste ønsker at genindføre demokrati, borgerinddragelse og samarbejde i Kalundborg Kommunalbestyrelse igen. Således er det ikke overraskende at Martin Damm ser vores liste som en fare for den totalitære linje, han har formået at lægge på hele det politiske liv i kommunen. Nu viser magtfuldkommenheden sit grimme ansigt i fuldt flor. Borgmesteren ønsker ikke at se Demokratisk Fællesliste, som de eneste, til budgetforhandlinger om budget 2022, hvilket er aldeles uhørt og næppe set før, alle skal naturligvis være en del af budgetforhandlingerne. Det er langt fra sikkert der opnås enighed i disse forhandlinger, hvilket tidligere budgetforhandlinger tydeligvis dokumenterer. Men at undlade at indbyde andre til forhandlinger på baggrund af forudindtaget modvilje er helt uacceptabelt. Det viser imidlertid med stor tydelighed hvad Demokratisk Fællesliste er sat i verden for.
Det er tvingende nødvendigt at få et kommunalt regeringsskifte og genindføre almindelige demokratiske forhold og genindføre samarbejde mellem alle i kommunalbestyrelsen uden at fokusere på at klæbe sig til taburetten og beholde magten for enhver pris. Det er på høje tid at få rettet op på de elendige forhold der hersker i store dele af kommunen. Der er rigeligt råd til at rette op på, blandt andet, skole- og pasningsområdet, den manglende trafiksikkerhed og medarbejderflugten samtidig med at have en forsvarligt økonomisk beholdning. Der er ingen grund til at lænke sig til pengekassen og gå ned med den kommunale skude. Borgerne har krav på en ordentlig kommunal service for deres egne penge. Det er på høje tid, der bliver omprioriteret i de fastlagte anlægs- og servicerammer.
Allan Orris,
Formand, Demokratisk Fællesliste.