Madoasen modtager donation

Energikoncernen Andel uddeler to gange om året donationer til udvalgte lokale fællesskaber, og denne gang er Madoasen i Kalundborg sluppet gennem nåleøjet.

Madoasen modtager donation
Madoasen rykkede tidligere på året ind i nye lokaler i Bredgade, og nu er der en donation på vej fra energikoncernen Andel. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Lasse Petersen

En håndsrækning på 10.000 kroner er, hvad Madoasen i Kalundborg snart kan se frem til. Den andelsejede energi- og fibernetkoncern Andel udvælger nemlig to gange om året ti danske fællesskaber til donationer, og Stop Spild Lokalt Kalundborg er dette efterår blandt de heldige udvalgte.

Pengene skal efter planen bruges på bedre inventar i Madoasens lokaler i Bredgade. Det skal være med til at lette arbejdsgangen for foreningens medlemmer, der redder overskudsmad fra byens butikker til glæde for byens udsatte borgere.

Andel har denne gang modtaget 432 ansøgninger til donationerne, som er sat i søen for at give tilbage til det lokale foreningsliv.

”Som andelsselskab med fokus på fællesskabet tager Andel medansvar for udviklingen i regionen. Foreningslivet og lokale ildsjæle er i høj grad med til at gøre det attraktivt at bo i Midt-, Syd- og Vestsjælland, Lolland-Falster og øerne, og vi bliver altid positivt overraskede over alle de mange virkelig værdifulde aktiviteter, som folk stabler på benene i lokalsamfundene,” fortæller kommunikationsdirektør i Andel, Rikke Trikker.

Koncernen har flere end 20 gange uddelt donationer. Der er både en efterårs- og forårsdonation, hvor der hvert halvår uddeles i alt 100.000 kroner. Derudover modtager to lokale ildsjæle hvert år 25.000 kroner som påskønnelse for deres indsats.

Del