Madboder søges

I den forbindelse forventes der op til 50.000 besøgende i løbet af de tre dage, og man søger derfor nogle, der har lyst til at have en madbod på stedet i de dage.

Madboder søges Madboder søges til DM i Skills i april samt til Tour De France i juli. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune skal være vært for DM i Skills 2022 i Høng den 28.-30. april. I den forbindelse forventes der op til 50.000 besøgende i løbet af de tre dage, og man søger derfor nogle, der har lyst til at have en madbod på stedet i de dage.

Den overvejende del vil være skoleelever og unge, men der vil også være en del voksne, herunder de deltagende håndværkeres familier, faglige organisationer, virksomheder og borgere fra Kalundborg Kommune.

”Deltagere, dommere og officials har deres helt egen restaurant, men alle øvrige skal have mulighed for at købe mad og drikke på pladsen. Der vil blive indrettet to områder udendørs med plads til i alt 12 boder á 6 meters længde. De vil blive placeret sammen på midten i de to områder, og være omgivet af bord-bænke-sæt med markedsparasoller,” skriver Kalundborgegnens Erhvervsråd på sin hjemmeside.

Der satses på et så bredt sortiment af mad som muligt, og derfor indbydes alle interesserede til at ansøge om en madbod. Da en stor del af de besøgende vil være skoleelever, skal det være boder med et overkommeligt prisniveau, men der udelukkes ikke på forhånd et mindre antal dyrere kvalitetstilbud, da der også vil være et publikum til det.

”Det kan jo gå hen og blive en stor opgave, og vi håber, at kunne finde nogle lokale til at løse den. Vi går jo stærkt ind for at handle lokalt, og kan nogle lokale løse denne opgave, kan det jo også være, at de har mod på at være der til Tour De France,” siger erhvervskonsulent ved Kalundborgegnens Erhvervsråd, Otto Aagaard.

Der kan ikke leveres rindende vand, kun vandposter til aftapning, og strømleverance bestilles og betales særskilt efter behov. Kalundborgegnens Erhvervsråd fortæller, at de ikke skal tjene på at udbyde madboder, men at de skal have dækket udgifter til siddepladser, parasoller og løbende oprydning og aftørring af borde, derfor vil der være en omkostning ved at have en madbod.

DM i Skills afholdes den 28. – 30. april i Kultur- og Bevægelsescenter Høng. Åbningstiderne vil være:

  • Torsdag kl. 10-19
  • Fredag kl. 9-17
  • Lørdag kl. 9-14

Der kan stilles op fra onsdag morgen.

Er man interesseret i ovenstående, kan man sende en interessetilkendegivelse, der indeholder type af mad/drikke og prisniveau til projektleder Pia Hegner pihg@kalundborg.dk senest den 15. februar 2022. Evt. spørgsmål kan stilles på mail eller via tlf.nr. 31 37 04 94.

Madområde til Tour de France

Ydermere gør Kalundborgegnens Erhvervsråd altså også opmærksom på, at det ligeledes bliver muligt at stille med en madbod lørdag den 2. juli, hvor Tour de France rytterne kører  gennem Kalundborg.

Del