Lukker døren op til virksomhederne

Fredag formiddag blev den socialøkonomiske rammeaftale mellem Socialøkonomikalundborg og Kalundborg Symbiose underskrevet.

Lukker døren op til virksomhederne Borgmester Martin Damm (V) og Michael Hallgren, produktionsdirektør Novo Nordisk Kalundborg og formand for Kalundborg Symbiose, , skrev begge rammeaftalen under fredag formiddag. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag formiddag blev den socialøkonomiske rammeaftale mellem Socialøkonomikalundborg og Kalundborg Symbiose underskrevet til stor glæde for både kommune og kommunens mange virksomheder. Nu er døren lukket op.

Den nye rammeaftale skal danne fundamentet for symbiosevirksomhedernes bidrag til en styrket udvikling af det socialøkonomiske område i Kalundborg. Henrik Lykke, der er direktør og stifter af Y-Camps Thumbs Up Shop, bød velkommen. Derefter talte flere af de fremmødte kort om det nye og spændende arbejde, aftalen vil bringe.

”Vi kan ikke det her alene, det sker kun i samarbejde med andre virksomheder. Vi skal lære de unge virkeligheden, der er derude. Derfor er det så vigtigt, at vi interagerer med virksomhederne i lokalområdet,” siger Henrik Lykke.

Lukker døren op til virksomhederne

Den socialøkonomiske aftale går helt konkret ud på, at man lukker døren op ind til de store industrier, og dermed går i dialog med de socialøkonomiske virksomheder, der er i Kalundborg.

”Det handler om, hvordan vi kan bruge de socialøkonomiske virksomheder til de borgere, der er på kanten af arbejdsmarkedet, og således få dem i spil i forhold til arbejdspladserne,” fortæller Lisbeth Randers, der er sekretariatschef i Kalundborg Symbiose, og fortsætter: ”Det handler om, at arbejde sammen om ressourcer. Mange projekter er opstået ved at mennesker har rakt ud efter hinanden, og det er, hvad vi nu gør igen. Mange opgaver skal løses i samarbejde og i fællesskab. Man skal huske på, at socialøkonomiske virksomheder er bygget på den gode forretningside. Det er et match made in heaven.”

Torben Petersen, der er socialøkonomisk virksomhedskonsulent ved Kalundborg Kommune, takkede for opbakningen til alle dem, der har været med og fortalte, at man er gang med at indlede en række partnerskaber med bl.a. Vores Kalundborg og Kalundborg Turistforening.

”Det her en milepæl, og vi takker for opbakningen til alle dem, der har været med,” siger han.

Løser sociale problemer

Derefter fik borgmester Martin Damm (V) ordet,  og han var ligeledes entusiastisk omkring det nye samarbejde: ”Der er gang i Danmark, og ikke mindst er der gang i den her i Kalundborg. Vi har voldsom brug for arbejdskraft, og aldrig har  ledigheden været så lav,  som nu. Men de mennesker, der kan gå i job af de etablerede kanaler, de er næsten alle sammen ude. Men så er der nogle, der ikke kan tage den lige vej, og kan vi bringe dem i spil, er det en stor gevinst. Det løser et hav af andre sociale problemer, hvis de kommer på arbejdsmarkedet. Socialøkonomiske virksomheder kan connecte (forbinde) de to verdener, og vi får løst nogle opgaver. Det er en god Kalundborg model, at vi hjælper hinanden. Det er en kollektiv opgave, at det lykkes, og jeg er glad for, at alle er med.”

Handler om den menneskelige ressourcestrøm

Michael Hallgren, produktionsdirektør Novo Nordisk Kalundborg og formand for Kalundborg Symbiose, sluttede af med at sige, at mulighederne ikke blot handlede om den fysiske ressource strøm, men også den menneskelige ressourcestrøm.

”Vi kan tænke menneskelige ressourcer ind i det her netværk. Vi kan lave flere projekter sammen ud fra den tankegang. Kalundborg modellen virker agilt, hurtigt og beslutsomt, og jeg er glad for, at vi kan bidrage,” sluttede han af med at sige.

Del