Lørdagens kampe bør vindes

Lørdagens kampe bør vindes
Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Både Raklev og Svebølle er for sidste gang inden vinterpausen på hjemmebane lørdag i Sjællandsserien, lokalt betegnet som Kontoret / Punkt 1 Ligaen.

Lørdag eftermiddag tager Raklev imod Nykøbing FC mens Svebølle byder LUIF (Listrup Ungdom Og Idrætsforening) velkommen. Ifølge de to trænere er det kampe som bør vindes. Begge kampe starter kl. 14.00.

Henrik Nielsen har denne optakt til Raklevs hjemmekampen mod Nykøbing FC:

Det er den sidste hjemmekamp inden vinterpausen, hvilket har fået cheftræner Brian Kristensen til at kigge på statistikken for de seneste 12 hjemmekampe i 2024. Raklev har vundet 11 hjemmekampe og har kun haft ét nederlag, hvilket har givet en imponerende målscore på hele 45-13.

Trænerteamet vil gerne slutte af med at få endnu en sejr i hus, hvilket er det primære og samtidig få underholdt hjemmepublikummet med nogle mål, hvilket ovennævnte statistik næsten giver fuld garanti for.

Cheftræneren oplyser, at ”vi kender ikke så meget til Nykøbing, men det er et af de hold, der ligger nederst i tabellen og indkasserer mange mål og nederlag. Får vi vores spil op i samme niveau som i de seneste hjemmekampe, så kommer vi til at skabe mange chancer, hvilket burde give mål og dermed tror jeg på en sejr”.

Går benhårdt efter en sejr

Træner for Svebølle, Jonas Thomsen, har denne optakt til lørdagens kamp på hjemmebanen:
Vi tager lørdag imod LUIF som ligger ved Falster, og som pt. ligger sidst i rækken.

Vi må selvfølgelig af den grund tage favoritværdigheden på os, og samtidig også sige højt, at det er en kamp vi skal vinde.

Vi kommer med masser af selvtillid efter tre vundne kampe på stribe, og vi går derfor benhårdt efter at slutte efteråret flot af på hjemmebane.

Vi har indtil videre spillet et ganske flot efterår som oprykker i Sjællandsserien, og selvom truppen undervejs har rendt ind i skader, afbud og brækkede ankler m.m., så har drengene været rigtige gode til at holde fokus, og vist flot mental styrke ved at præstere flot næsten hver gang.

Vi glæder os til at se en masse mennesker på lægterne, når vi spiller årets sidste hjemmekamp. Vel mødt!

Del