Lørdagens DM-arrangement skal være med til at sætte mere fokus på sporten

Repræsentanter fra den Thailandske ambassade, med ambassadøren i spidsen, var blandt gæsterne i Kalundborghallen lørdag.

Lørdagens DM-arrangement skal være med til at sætte mere fokus på sporten Kalundborg Muay Thai og Kickboxning var lørdag vært for det danske mesterskab og den lokale klub håber, at arrangementet kan sætte mere fokus på sporten. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Muay Thai og Kickboxning var lørdag vært for det danske mesterskab og den lokale klub håber, at arrangementet kan sætte mere fokus på sporten.

Muay Thai/Thaiboksning adskiller sig fra almindelig boksning ved at tillade spark, knæ og albuer og er i dag en stor international sport.

Lørdag skulle landets bedste indenfor den sportsgren findes da DM blev afviklet i Kalundborghallen.

Hver kamp er 3 minutter lang og går over 3 omgange. Atleterne er delt op efter vægtklasse og lørdag blev der kåret 17 nye danske mestre.

Kalundborg Muay Thai og Kickboxning havde selv to deltagere med men de nåede ikke frem til finalen.

Flere klubber i landet havde lagt billet ind på det store DM-arrangement, som trak omkring 300 tilskuere.

”Vi var fire klubber som gerne ville afholde DM, men vi var de heldige, måske fordi vi før har afviklet både DM og EM stævner her i Kalundborg,” fortæller Mikkel Randløv, formand for Kalundborg Muay Thai og Kickboxning, og fortsætter, ”Vi håber at sådan et DM-arrangement kan skabe mere interesse for vores sport og, at vi på den måde kunne få nogle flere medlemmer. Vi har, som så mange andre klubber, haft faldende medlemstal efter corona.”

Besøg fra ambassaden

Repræsentanter fra den Thailandske ambassade, med ambassadøren i spidsen, var blandt gæsterne i Kalundborghallen lørdag.

Den Thailandske ambassade støtter flot op om Dansk Muay Thai forbund, og de kommer af egen interesse, vi er selvfølgelig glade for støtten,” siger Mikkel Randløv.

Del