Lokalt firma 3D-printer årepresser til sårede i Ukraine

Alle disponible 3D-printere er i gang i døgndrift.

Lokalt firma 3D-printer årepresser til sårede i Ukraine
3D-printere hos HRS i Kalundborg printer årepressere i døgndrift. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Den kommende uge sender virksomheder og private i Danmark tusindvis af 3D-printede årepresser til Ukraine. Mange af dem kommer fra den lokale virksomhed HRS i Kalundborg.

Flere hundrede 3D-printere i Danmark står aktuelt og printer årepresser på livet løs.

En årepresse – også kendt som tourniquet – er et livsvigtigt medicinsk redskab, hvis man skal standse en blødning – for eksempel efter et skud eller en eksplosion. Den fungerer ved, at man binder noget meget stramt omkring ben eller arm over blødningsstedet, så man stopper eller begrænser blodtabet.

Mange af de 3D-printede årepresser kommer fra smede og maskinværkstedet HRS på Langagervej i Kalundborg, som har sat alle disponible 3D-printere i gang i døgndrift.

”Vi hjælper naturligvis gerne det vi kan på langdistancen i forbindelse med den fuldstændige forfærdelige krig i Ukraine, så derfor har vi nu sat alle vore ledige 3D-printere til at printe årepressere i alle døgnets timer,” fortæller koordinator i HRS, Jørgen Larsen.

HRS har 12 3D printere, hvoraf de 8 printere nu er sat i sving med at printe årepresser.

Hver printer kan fremstille 5 sæt pr. 20 timer – så det bliver til ca. 40 sæt årepressere pr. døgn.

”Vi har sat bemanding på til at skifte emner 2 gange i løbet af weekenden,” siger Jørgen Larsen.

»Der er stor mangel på årepresser i Ukraine, fordi der er mange sårede og ikke nogen større lagerkapacitet af årepresser i Europa,” fortæller direktør for Dansk AM Hub Frank R. Lorenzen.

Dansk AM Hub er en del af en styregruppe, der forsøger at aktivere de 3D-printere, der står hos både private og virksomheder i Danmark.

Aktuelt fremstiller også 400 printere i Sverige, Tyskland og Slovakiet årepresser på livet løs. Flere printere og organisationer kommer løbende til projektet, fortæller Frank R. Lorenzen.

Det er ikke første gang, at det danske 3D-print-miljø træder til med produktionskraft under en krise.

I begyndelsen af coronapandemien printede 3D-print-miljøet visirer og medicoteknisk udstyr til det danske sundhedsvæsen.

Del