Lokale virksomheder hyldet til stort Award Show
I løbet af showet blev der uddelt 5 priser, Iværksætterprisen, Radiomasten, Uddannelsesprisen, Miljø- og Klimaprisen ”Den Grønne” og ikke mindst prisen som Årets Virksomhed.

Af Jens Nielsen
Kalundborgegnens Erhvervsråd havde fredag aften inviteret til et stort og flot Award Show på Absalon, Campus Kalundborg, hvor fem virksomheder blev hyldet med hver deres pris.
Fem virksomheder fra Kalundborgegnen blev fredag aften hædret og hyldet til et stort og flot anlagt Award Show på Absalon, Campus Kalundborg, arrangeret af Kalundborgegnens Erhvervsråd.
Målet med Award Showet var at sætte fokus på det lokale erhvervsliv, som hver dag løfter lokalområdet.
Godt 200 gæster fra det lokale erhvervsliv deltog i det flotte show, hvor Lene Bach Jørler, Erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, bød velkommen til showet og takkede gæsterne og sponsorere og gav ordet videre til aftenens konferencier, Morten Hass Augustsen, fra Kalundborgegnens Erhvervsråd. Morten førte showets gang med vanlig hånd og en god sjat humor.
Fem erhvervspriser
I løbet af showet blev der uddelt 5 priser, Iværksætterprisen, Radiomasten, Uddannelsesprisen, Miljø- og Klimaprisen ”Den Grønne” og ikke mindst prisen som Årets Virksomhed.
Erhvervsprisen ’Radiomasten’ fra Kalundborgegnens Erhvervsråd/Destination Sjælland, gik til Kalundborg Museum. De øvrige nominerede var Kalundborg Symbiose og Kalundborg Havn.
’Iværksætterprisen’ fra Revisionsfirmaet Beierholm gik til SKØL. Øvrige nominerede var Empowerment Academy, og Tekstur.
’Uddannelsesprisen’, som Alliancen Biotekbyen uddelte, gik til Helix Lab. Øvrige nominerede var Allikelund Gymnasium og Multi-Tech A/S.
’Miljø- og klimaprisen – Den grønne’ fra Kalundborg Forsyning, gik til Unibio A/S. Her var Kragerup Gods og Meliora Bio også nomineret.
Den sidste af de fem priser, ’Årets virksomhed’, som Sparekassen Sjælland-Fyn stod bag, gik til Intertek. Til den pris var også Benny Petersen A/S og IT-Bilen nomineret.
Festmiddag med lokale råvarer
Efter award showet gik de mange gæster op i Absalons kantine, som var blevet forvandlet med flotte borddekorationer, lys, blomster og meget mere. Opsætningen stod Østergaard Event for, i samarbejde med bl.a. SBK Event.
Slagter Jacob og Meny stod for maden, som var tilberedt på lokale råvarer, sponseret til festen fra lokale virksomheder. Drikkevarerne kom fra lokale vingårde og sponsorere.
Efter maden kunne gæsterne nyde en veloplagt Bobo Moreno der med vanlig ro og røst spillede op til dans, akkompagneret af de velspillende POPlic Service.
Følg med på TV-Kalundborg de næste dage hvor de enkelte prisvindere bliver præsenteret.