Lokale unge vinder fodboldturnering
Holdet har igen vundet en stor fodboldturnering.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det gik rigtig godt for UngKalundborgs fodboldhold i weekenden. Holdet har nemlig igen vundet en stor fodboldturnering.
I april gik holdet hele vejen, og vandt Sjællandsmesterskabet for ungdomsskoler. Denne gang var det Fyn, der stod for tur. I weekenden var ungdomsskoler fra hele landet nemlig inviteret til Fyns Cup 2022 i Nyborg således også UngKalundborg. Det var dog lige før, at holdet fra UngKalundborg ikke nåede frem, da Storebæltsbroen var lukket lørdag i mange timer.
”Vi sad i kø i fem timer, og blev nervøse for, om vi overhovedet kunne nå frem til fodboldstævnet. Vi måtte ringe til arrangørerne for at få udskudt vores første kamp. Men det gik heldigvis ret godt alligevel, vi vandt den første kamp med 6-0,” fortæller holdleder Thawng Tha Cenhrang.
Stolt over holdets indsats
Resten af stævnet gik også forrygende, og holdet endte i finalerunden med to andre hold. Det blev et snævert nederlag på 1-2 til Sønderborg, men da det sidste hold blev slået 4-1 endte det med en finalesejr på bedste målscore.
”Det har været en fantastisk oplevelse for alle os, der var afsted. Jeg er virkelig stolt af de her drenge, og det er dejligt at se, hvor stolt drengene selv er af det, de har præsteret. Jeg tror, det kan være med til at forme sådan nogle drenge i en positiv retning ved at få sådan en succes-oplevelse,” siger Thawng Tha Cenhrang, der foruden at være holdleder af fodboldholdet også er tovholder i Klubben i Kalundborg, hvor drengene kommer til dagligt.