Lokale skal igen forrest i boligkøen

Økonomiudvalg vil ændre udlejningsaftaler – færre boliger reserveres til nye borgere med job eller studie.

Lokale skal igen forrest i boligkøen
Et enigt økonomiudvalg i Kalundborg Kommune har besluttet at ændre de regler, der i årevis har gjort det muligt for tilflyttere med job eller studie at springe foran ventelisterne til almene boliger I kommunen. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Økonomiudvalg vil ændre udlejningsaftaler – færre boliger reserveres til nye borgere med job eller studie.

Et enigt økonomiudvalg i Kalundborg Kommune har besluttet at ændre de regler, der i årevis har gjort det muligt for tilflyttere med job eller studie at springe foran ventelisterne til almene boliger I kommunen. Fremover skal flere boliger gå til kommunens egne borgere, der har stået i kø i årevis.

Ti år med fleksible regler

For omkring ti år siden indførte Kalundborg Kommune de såkaldte fleksible udlejningsaftaler med de lokale boligselskaber. Aftalerne gjorde det muligt for personer, der havde fået arbejde på mindst 30 timer ugentligt i kommunen, at rykke foran i boligkøen. Senere fik også studerende adgang til samme fordel.

Ifølge borgmester Martin Damm (V) var formålet dengang dobbelt: “Vi ville skabe en mere socialt bæredygtig beboersammensætning og samtidig tiltrække nye borgere med arbejde eller studier, så vi lettere kunne få den nødvendige arbejdskraft,” forklarer han.

Flere vil bo i kommunen

Ordningen fungerede godt i en årrække, fortæller borgmesteren. De fleste boliger blev fortsat udlejet gennem de normale ventelister, og kommunen oplevede en positiv udvikling i boligområderne. Men i de senere år er situationen ændret.

“Der er kommet rigtig mange, der gerne vil flytte til vores kommune. Det betyder, at mulighederne for vores egne borgere, som trofast har stået på venteliste, er blevet færre. Det gælder både nye lejere og folk, der ønsker at flytte internt på grund af ændrede behov,” siger Martin Damm.

Samtidig er der kommet mange private udlejnings- og studieboliger, som giver tilflyttere nye muligheder for at finde et sted at bo.

Kommunen får større anvisningsret

I september 2025 besluttede kommunalbestyrelsen at øge kommunens anvisningsret til 25 procent af alle ledige boliger – en fordobling fra tidligere 12,5 procent. Anvisningsretten bruges blandt andet til at finde boliger til socialt udsatte borgere, der akut mangler et sted at bo.

“Det er en fornuftig ændring, men den reducerer samtidig antallet af boliger, der kan udlejes via fleksible aftaler og de almindelige ventelister. Det forstærker udfordringen,” siger borgmesteren.

Nye aftaler på vej

For at rette op på ubalancen foreslår man nu at reducere andelen af boliger omfattet af de fleksible udlejningsaftaler fra 75 til 25 procent.

“Det betyder i praksis, at halvdelen af alle ledige boliger fremover vil kunne gå til borgere på ventelisterne, mens 25 procent reserveres til den kommunale anvisningsret og 25 procent til de fleksible aftaler,” forklarer Martin Damm.

Forslaget skal implementeres i nye aftaler med alle boligselskaber, og det er kommunens administration, der får bemyndigelse til at gennemføre ændringerne.

Del