Lokale foredrag for mænd om tirsdagen

Det her skal ikke være noget højt intellektuelt. Det skal være om den hverdag vi kender og synes er spændende og derfor gerne vil vide noget mere om"

Lokale foredrag for mænd om tirsdagen
Sognepræst Lars Poulsen og kirketjener Niels-Erik Sørensen inviterer mænd indenfor i Nyvangskirken til spændende foredrag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Nyvangskirken på Nørre Allé er klar med et helt nyt tilbud til mænd. Der bydes både på smørrebrød og spændende foredrag i forårsmånederne.

Det siges, at det er lettere for kvinder end for mænd i moden alder at komme hjemmefra. Med ”Tirsdag for mænd i Nyvangskirken” håber arrangørerne at kunne yde et bidrag til mænds sociale liv. Opskriften er en let frokost og en historie om mennesker, teknik og kultur i Kalundborg. Der sker så meget i byen. Første tirsdag i hver måned bliver deltagerne lidt klogere på, hvad er ligger bag. Fortællerne har hænderne dybt nede i det, som de fortæller om.

Vi synes ’Tirsdag for mænd’ er et spændende projekt, nu laver vi noget for de mænd som sidder der hjemme og måske kommer for lidt ud. Vi har foreløbigt planlagt tre spændende foredrag og bliver det en succes er vi klar til at lave flere foredrag efter sommerferien,” fortæller kirketjener Niels-Erik Sørensen, som sammen med sognepræst Lars Poulsen, står bag det nye initiativ.

”Vi håber vi kan gøre noget for de mænd som er svære at få til at opsøge sociale aktiviteter, men det er også for alle os andre som synes programmet er spændende,” fortæller Lars Poulsen.

Første gang der er ’Tirsdag for mænd’ bliver d. 1. april hvor direktør Jes Tobiassen fra Kalundborg forsyning fortæller om at være på forkant med Fremtiden, og hvad det betyder for vores kolde og varme vand, og hvordan vi kommer af med spildevandet.

Tirsdag d. 6. maj er det historiekyndige Hermann Hansen som fortæller Kalundborg Lyngs historie og tirsdag d. 3. juni fortæller købmand Peter Egebæk om 10 år i Meny Kalundborg.

Det her skal ikke være noget højt intellektuelt. Det skal være om den hverdag vi kender og synes er spændende og derfor gerne vil vide noget mere om,” fortæller Lars Poulsen og Niels-Erik Sørensen fortsætter, ”Hvert møde varer fra kl. 12-14 og der serveres to flotte stykker smørrebrød og en øl eller vand til en samlet pris af 50 kr.”

Tilmelding

Af hensyn til forberedelsen skal man tilmelde sig på telefon eller Sms tlf. 2890 7526, senest 2 dage før. Det vil være muligt at ringe på dagen for at høre, om der er ledige pladser.

Del