Lokal rideklub afvikler Store Hestedag Cup i Roskilde

HYP har flere ryttere med til start, men det er faktisk også HYP som står for selve afviklingen af finalen i Roskilde. En stor opgave for den lille lokale rideklub.

Lokal rideklub afvikler Store Hestedag Cup i Roskilde Humlebækgårds Youngsters Ponyklub – HYP i Raklev skal stå for afholdelse af finalen i Store Hestedag Cup i Roskilde. Foto: Reese Krøyer

Af Jens Nielsen

Humlebækgårds Youngsters Ponyklub – HYP i Raklev skal stå for afholdelse af finalen i Store Hestedag Cup som afvikles på Roskilde Dyreskueplads først i september. Et kæmpe arrangement for den lokale rideklub.

Store Hestedag Cuppen er gennem de seneste år blevet en stor succes med mange arrangementer landet over, bl.a. hos Humlebækgårds Youngsters Ponyklub – HYP i Raklev, som har afviklet fire kvalifikationsrunder.

Formålet med cuppen er at introducere ryttere til militarysporten, og den tager afsæt i terrænspringning under trygge forhold.

Finalen i 60 og 80 cm afholdes på Store Hestedag I Roskilde på Dyrskuepladsen først i september hvor de 20 bedst kvalificerede fra hver klasse igennem året bliver inviteret.

Her har HYP flere ryttere med til start, men det er faktisk også HYP som står for selve afviklingen af finalen i Roskilde. En stor opgave for den lille lokale rideklub.

”HYP står for afholdelse af finalen og har skrevet kontrakt med Dansk Rideforbund for 3 år. Det er et kæmpestort set up - 20-24 terrænforhindringer, en masse fyld, blomster og præmier fra vores fantastiske sponsorer, skal fragtes til Roskilde i containere og store trailere. Vi har 20-25 hjælpere til afviklingen sammen med dommere fra Dansk Rideforbund,” fortæller Lone Ammundsen, formand i Humlebækgårds Youngsters Ponyklub.

Foreningen HYP holder til på Kallerup Bakkevej i Raklev og har rådighed over 15 veluddannede heste, der dagligt anvendes til at give 65 børn og unge en fantastisk læring og erfaring inden for selvtillid, fællesskab og arbejdsmoral.

Ud over rideundervisning på alle niveauer, dressur, spring og military, byder klubben også på mulighed for halvpart i weekenden for dem, der vil prøve kræfter med hvordan det er at have egen hest, men ikke har muligheden for det. 

Stedet tiltrækker flere af de børn og unge med særlige behov, der har oplevet et knæk på selvtilliden. Hestene giver en unik læring hvor børnene oplever selvtillid og et fællesskab på tværs af sociale lag, etnicitet og andre udfordringer oplyser Lone Ammundsen.

Del