Lokal ildsjæl vil arrangere gåture og skabe fællesskab

Lokal ildsjæl vil arrangere gåture og skabe fællesskab Den lokale ildsjæl Linda Larsen der til dagligt er aktivitetsleder af Værket i Kalundborg, en underafdeling af Røde Kors, er klar med endnu et nyt tiltag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kan du lide gåture og fællesskab, og vil du gerne gøre hverdagen mere venlig? Så kan du deltage i gåture i Kalundborg med netop dét fokus. Det landsdækkende tiltag #VenligHverDag, arrangeres i Kalundborg af gåvært Linda Larsen, der til dagligt er aktivitetsleder af Værket i Kalundborg, en underafdeling af Røde Kors, som støtter ensomme voksne i alderen 30-60 år.

Initiativtager til det nye tiltag er Just Human, stiftet af Chris MacDonald, og det støttes af Friluftsrådet.

Med #VenligHverDag ønsker Just Human at bruge den store aktuelle interesse for gåture som platform til at skabe nye stærke fællesskaber, hvor venligheden sættes på agendaen. Just Human synes netop gåfællesskaber er en oplagt arena til at ”arbejde praktisk” med venlighed. Når man går tur med andre, har man ikke højere puls, end at man kan føre en samtale med dem, man går sammen med. Man har nemmere ved at tænke over og snakke om dybere emner. Sammen finder man en fælles rytme, hvor der er rum til at tale og lytte.

#VenligHverDag er en bevægelse af frivillige gåværter, der inviterer til og arrangerer gåture for fællesskab og venlighed i deres lokale by eller område.

”Visionen med #VenligHverDag i Kalundborg er at skabe lokale fællesskaber, der er åbne og inkluderende over for alle, som fremmer venlighed, og sætter gang i gode samtaler om venlighed, der kan sprede sig til flere venlige handlinger,” siger Linda Larsen, lokal ildsjæl som også stod bag det netop afholdte arrangement ’Walk & Talk Gourmet’ fra Meny.

Just Human har netop uddannet det første hold frivillige gåværter, og de cirka 40 gåværter er nu i gang med at starte gågrupper op i byer rundt i hele Danmark.

Linda Larsen starter hold op for alle interesserede i Kalundborg.

”Venlighed for mig er fx det, som fødes spontant i mig på en naturlig måde, uden at jeg tænker over det og uden nogen form for interesse eller intention om at opnå noget,” fortæller Linda.

Men Linda Larsen står ikke helt alene om det nye projekt.

Esben Hansen, der er næstformand i Symb, bakker også Linda Larsen op, bl.a. via hjælp til at planlægge ruterne til gåturene. Symb driver et borger- og iværksætterhus på Kalundborg station, som samler mennesker.

Esben Hansen, der er en meget aktiv borger, siger: ”Fællesskaber flytter mennesker. Jeg er vild med det konkrete i at skabe fællesskaber, samtidig med, at man bevæger sig. At komme ud i nye omgivelser, lade sanserne mærke vind og vejr, se og høre, samtidig med, at man er sammen med andre. Det tror jeg modvirker mange ting. Jeg siger: Lad os bevæge os sammen.”

Mødested og tid slås op via Facebook-siden #VenligHverDag Kalundborg. Dette er en offentlig gruppe, hvor alle kan blive medlem.

”Jeg tror på, at det er en kæmpe gave, vi giver os selv, når vi drager omsorg for, udviser venlighed og deler kærlighed med hinanden. For jo mere vi gør alle disse ting, jo mere vokser det inde i os selv,” siger Linda Larsen.

Del