Lokal ildsjæl modtager pris for enestående indsats
Hun får i år ildsjæleprisen for sit arbejde med at fremme bæredygtighed og fællesskab.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Andels ildsjælepris går i år til bl.a. Pernille Cauchi, der hædres for at udbrede kendskabet til biodiversitet og permakultur i Svebølle. Det er niende år i træk, at energi- og fiberkoncernen Andel uddeler prisen.
De seneste ni år har Andel uddelt priser til to udvalgte ildsjæle, som har gjort en særlig frivillig indsats i deres lokalområde. I år har Andel fået 400 indstillinger til ildsjæleprisen, og der var igen rigtig mange stærke kandidater. Hæderen går til bl.a. Pernille Cauchi der har modtaget en donation på 25.000 kroner samt en officiel diplomoverrækkelse den 19. november.
Biodiversitet og fællesskab blomstrer i Svebølle
Pernille Cauchi får i år ildsjæleprisen for sit arbejde med at fremme bæredygtighed og fællesskab i Svebølle. Hun står bag Viskinge Eventyrlige Skovhaver og driver Mikrogården, en socialøkonomisk virksomhed, hvor permakultur, biodiversitet og grøn omstilling er kerneværdier. På gården inviterer Pernille både lokale og besøgende til workshops i alt fra yoga og permakultur til større arrangementer som Vild Have Festival.
Med Mikrogården er der skabt et enestående sted, der binder lokalsamfundet sammen om en fælles vision for bedre naturforståelse, lokal fødevareproduktion og vedvarende grøn omstilling.
"Naturen er under pres, men vi har alle mulighed for at gøre en forskel. Pernille er et klart eksempel på, hvordan én persons indsats kan få stor betydning for et helt lokalsamfund. Hendes arbejde skaber både engagement og opmærksomhed omkring vigtigheden af at leve i harmoni med naturen – en udfordring, der kun vil blive endnu mere relevant i fremtiden. Derfor er vi stolte af at kunne anerkende hende og hendes inspirerende indsats på området," siger Anne Pontoppidan Thyssen.
Pernille Cauchi fik overrakt sin pris ved et arrangement den 19. november på Mikrogården, og den vakte glæde: ”Jeg bliver da helt vildt stolt og beæret over at være blevet indstillet og modtage denne anerkendelse. Det giver mig rigtig meget energi at være sammen med de mange forskellige mennesker, som kommer her i haverne, og især gør det mig glad at være sammen med de unge, der er i erhvervspraktik her eller kommer i forbindelse med undervisningsforløb i flere af vores lokale skoler. Og pengene skal nok få ben at gå på. De er allerede øremærket til en elektrisk havetraktor…”
Om Andels ildsjælepris
Med ildsjæleprisen ønsker Andel at anerkende den store indsats, som lokale ildsjæle lægger for dagen i deres forening, aktivitet eller anden indsats for at styrke det lokale fællesskab i regionen. Prisen gives til andelshavere i Andel, det vil sige personer der bor, har sommerhus eller erhverv i Region Sjælland.
Stina Fussing modtog også prisen, og hun hædres for at bevare lokale indkøbsmuligheder i Kalvehave.