Løbetur inden adventshygge

 5 Tårns Motion afvikler igen i år det velkendte adventsløb.

Løbetur inden adventshygge
Man kan sagtens nå en adventsløbetur søndag den 27. november.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Man kan sagtens nå en adventsløbetur søndag den 27. november, inden man skal adventshygge med familien.

Om formiddagen afvikler 5 Tårns Motion nemlig det velkendte adventsløb fra Ellingelund i Kalundborg. Der kan løbes 5 km, 10 km, halvmaraton, og er man lidt hurtig, kan man nok også nå et maratonløb. De kortere distancer som 5 og 10 km er også en mulighed for gående.

Ruten er den gennemprøvede 5,27 km omgangsrute med start fra 5 Tårns Motions klubhus ved den gamle campingplads i Ellinglund. Herfra går det gennem den lille skov til Gl. Røsnæsvej, frem til og igennem den lille mose til Solitudevej, ad Kystvejen og rundt om Gisseløre og retur til klubhuset. Det kan gøres 1, 2, 4 eller 8 omgange alt efter temperament.

Når løberne er færdige er der superflot adventsmedalje med et, to eller 3 lys, afhængig af om det er første, anden eller tredje gang, man løber adventsløbet. Og så er der selvfølgelig varm kakao og honningkager til at stille sult og tørst efter løbet. Ydermere kan de deltagende børn som altid ”dykke” en tur under juletræet efter en lille julegave.   

Der er tidtagning ved løbet og tilmeldingen er på løbeklubbens hjemmeside www.5taarnsmotion.dk senest fredag den 25. november.

Fortsæt i byen

Når man er færdig med løbeturen kan man gå til familiehygge i Kalundborg centrum, hvor gaderne er flagudsmykket, og der er tænding af juletræ og julebelysning. Forretningerne holder åbent fra kl. 15 – 18. Det store juleoptog starter kl. 16 fra Kvickly og fakkeltoget går gennem byen mod Klostertorvet, hvor julemanden tænder juletræet. 

Del