Lions atter klar med julehjælp

Lions Kalundborg er i samarbejde med Kvickly Kalundborg klar til endnu engang, at sætte Projekt Julehjælp i gang.

Lions atter klar med julehjælp Kvickly Kalundborg og Lions Kalundborg er klar til igen at hjælpe økonomisk udsatte familier med julehjælp. Her varehuschef Kirsti Thygesen sammen med Svend Olesen fra Lions Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lions Kalundborg er i samarbejde med Kvickly Kalundborg klar til endnu engang, at sætte Projekt Julehjælp i gang. Lions og Kvickly har i de sidste mange år hjulpet familier, der ikke selv har råd til en julemiddag, julegaver og hvad der ellers hører til en juleaften.

Tavlen med Projekt Julehjælp er endnu engang klar til at blive sat frem i Kvickly Kalundborg, og man kan igen hjælpe familier, der har svært ved at få pengene til at slå til i forbindelse med julen, med en julemiddag, slik og julegaver til børnene. Projekt Julehjælp afvikles i et tæt samarbejde mellem Lions Kalundborg og Kvickly Kalundborg. Lions Kalundborg satser igen i år på at hjælpe 40 familier.

”Det hele er faktisk, som det plejer at være med Projekt Julehjælp. Vi hjælper 40 familier, hvoraf kommunen udvælger de 10 af dem. Man ansøger ved at tage et ansøgningsskema og sende det ind til os senest den 22. november,” fortæller Svend Olesen.

Lions Kalundborg koordinerer med andre hjælpeorganisationer, inden de udvælger familierne således, at ingen familier får julehjælp fra flere organisationer på samme tid.

Ansøgningsskemaerne er klar, og kan afhentes på den store tavle, som er sat op hos Kvickly Kalundborg. Ansøgningsskemaet skal blot afleveres i kassen ved kiosken senest d. 22. november. Man får svar på sin ansøgning senest den 12. december. Herefter vil repræsentanter fra Lions samt Kalundborg Kommune udvælge de familier, der kan få julehjælpen. De mange julepakker udleveres den 22. december til de 40 familier, der er udvalgt.

Således fungerer det i praksis

Man donerer ved fysisk, at tage en lille papmærkat fra tavlen, der står i Kvickly, og tage den med til kassen, hvor man også betaler for sine andre varer. Hver enkelt mærkat fra tavlen har en stregkode, og man betaler derved for ’varen’, som alle andre varer, man køber. Men i stedet for at få noget fysisk med hjem, har man doneret juleslik, flæskesteg, and eller noget andet til en familie, der har brug for lidt hjælp.

Kvickly Kalundborg leverer alle varerne til familierne til indkøbspris, og det er Kvickly-medarbejderne, der står for hele administrationen af julehjælpen. Personale fra Kvickly Kalundborg står ligeledes for at pakke julegaverne pænt ind.

Del