Lidt en øv-følelse
"Vi skal op på hesten igen, og se om vi kan få de sidste marginaler over på vores side næste gang, så ligger der en masse point og venter på os.”
Af Jens Nielsen
Resultatet endte uafgjort da Svebølle søndag eftermiddag mødte Tuse IF på hjemmebane i fodboldens Sjællandsserie, det som lokalt betegnes som Kontoret / Punkt 1 Ligaen.
I en intens kamp mod et fysisk stærkt Tuse hold, spillede Svebølle søndag eftermiddag 1-1.
”Vi stod efter kampen tilbage med en rigtig øv følelse, da vi med få minutter igen tog føringen, men langt inde i overtiden smed den væk igen,” fortæller Jonas Thomsen, træner for Svebølles Sjællandsseriehold, og fortsætter,
”Vi startede kampen med en del tekniske fejl, men arbejdede os ind i kampen og havde nogle gode optræk, men vi manglede skarphed på den sidste tredjedel.
På den anden side holder vi Tuse nede på et par halve chancer, hvilket efter en meget lige første halvleg var godkendt.
I 2. halvleg får vi tilkæmpet os momentum, og presser til tider rigtig godt på, og sidder godt på kampen.
Vi skaber igen nogle fine optræk til chancer, men den helt store chance lader vente på sig.
Vi appellerer i slutfasen for et straffespark, som lignede et der nok skulle have været dømt. Men, dommerens fløjte forblev tavs.
Kort til efter kom kulminationen på en solid og god anden halvleg, hvor vi efter et klasseopspil finder Rømer på kanten, som leverer et fornemt indlæg ind i skoene på Bengtsson, som sparker bolden i kassen.
De sidste minutter har vi egentlig styr på, men efter et boldtab på midten, presser Tuse bolde i feltet over et par omgange, og ud af det blå udligner de på noget der ligner et sløjt indlæg.
Dommeren fløjter kort efter kampen af, og vi må derfor tage til takke med en uafgjort.
Gameplanen lykkedes langt hen af vejen, og med det momentum vi fik tilstræbt os i anden halvleg, samt den sene føring gør at vi er ekstremt skuffede over ikke at vinde.
Vi skal op på hesten igen, og se om vi kan få de sidste marginaler over på vores side næste gang, så ligger der en masse point og venter på os.”
1-0: Jonas Bengtsson (‘88)
1-1: Tuse (‘90+4)
MOTM: Nikolaj Frandsen ️
Svebølle stillede med denne opstilling:
Rasmus Hansen, Danny Henriksen, Oliver Anderson, Mikkel Adamsen, Nikolaj Toft, Nikolaj Frandsen, Nicklas Nørgaard, Andreas Rømer, Moussa Al Moussa, Jonas Bengtsson, Nick Trier, Jonas Thomsen, Lucas Jensen, Simon Melchiorsen.
Næste gang Svebølle kæmper om pointene bliver fredag d. 6. september hvor de møder Herlufsholm GF på udebane.