Lavede fadølsanlæg til svendeprøve

Det blev til tre 12-taller til svendeprøven, og deraf er han nu indstillet til lærlingeprisen.

Lavede fadølsanlæg til svendeprøve
Til sin svendeprøve kunne Philip Antonsen stolt vise et fadølsanlæg frem, som han havde lavet i rustfrit stål.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Philip Antonsen er netop udlært klejnsmed, og har tre 12-taller med i bagagen. Til sin svendeprøve kunne han stolt vise et fadølsanlæg frem, som han havde lavet i rustfrit stål. Derudover blev den unge klejnsmed nr. 2 ved DM i Skills sidste år.

Til svendeprøven lavede nu 21-årig Philip Antonsen et fadølsanlæg i rustfri stål. Det blev til tre 12-taller til svendeprøven, og deraf er han nu indstillet til lærlingeprisen. Udover de fine karakter til svendeprøven, fik han også 2. pladsen ved DM i Skills sidste år i Høng.

Jeg valgte at lave et fadølsanlæg, fordi det er lidt anderledes og det er noget, som jeg kan bruger efterfølgende. Mange laver alverdens ting og sager, som de slet ikke kan bruge til noget efter svendeprøven, men det her har jeg allerede haft glæde af, og vil få mange gange i fremtiden,” fortæller Philip Antonsen, og fortsætter: ”Jeg fik sponsoreret selve anlægget indeni af Bendix Tools. Derudover sidder der en stor askeplade hele vejen rundt om fadølsanlægget, der er lavet af en tømrer. Og det er altså ikke kun øl, man kan putte i fustagen, men også drinks osv.”

Troede ikke på projektet

På skolen mente de umiddelbart ikke, at det var en god ide at lave et fadølsanlæg til svendeprøven, men det mente Philip nu alligevel, at det var.

"De troede ikke rigtig på mig. De mente, at det blev for stort et projekt. Til at begynde med kunne jeg godt se, hvad de sagde, men valgte alligevel at gå min egen vej. Man skal tro på sig selv, og det er fantastisk, at det er brugbart. Jeg har allerede brugt det, da jeg blev udlært, og vi alle var færdige inde på skolen,” fortæller Philip Antonsen.

Philip Antonsen var ydermere til Skills i 2022, først til Sjællandsmesterskaberne og derefter Danmarksmesterskaberne, hvor han begge steder fik en 2. plads: ”Vi var to fra hver Tekniske Skole på Sjælland, der blev valgt ud, min kammerat fik 1. pladsen, og jeg fik 2. pladsen til både Sjællandsmesterskaberne og Danmarksmesterskaberne,” fortæller han.

Opfordrer til at tage en erhvervsuddannelse

Den unge klejnsmed arbejder fortsat for CKJ Steel, der ligger i Kalundborg. De er på Novo sitet sitet, hvor de laver rør- og tankarbejde. Philip Antonsen er uddannet rustfast klejnsmed, og han opfordrer alle andre unge til at tænke en ekstra gang over, om en erhvervsuddannelse ikke kunne være noget for dem.

”Jeg vil gerne opfordre andre unge til at tænke i erhvervsuddannelse i stedet for altid gymnasiet. Mange føler, at det ikke er lige så godt, som at tage en gymnasial uddannelse, men det passer altså ikke. Der er slet ikke dårligt at have en erhvervsuddannelse. Vi mangler arbejdskraft i Danmark, og det er da bedst at bruge vores egne håndværkere frem for folk ude fra,” slutter den unge klejnsmed af med at sige.

Del