Læserbrev: Det lykkedes ham at køre den nye Kommunalbestyrelsen rundt i manegen

Læserbrev: Det lykkedes ham at køre den nye Kommunalbestyrelsen rundt i manegen

Læserbrev: Det lykkedes ham at køre den nye Kommunalbestyrelsen rundt i manegen

Nogle gange er det en fordel at være en erfaren politiker, som Martin Damm. Det lykkedes ham at køre den nye Kommunalbestyrelsen rundt i manegen til det seneste kommunalbestyrelsesmøde, hvor et af emnerne handlede om Kattegatforbindelsen.

Det lykkedes ham med et smil på læben at lukke munden på alle dem der måtte have haft et ønske om at afklare hvor kommunen står i forhold til en eventuel Kattegatforbindelse. Og han fik bremset en gylden mulighed for at skabe tryghed for borgerne ved at sende et brev til politikerne på Christiansborg om at Røsnæs og Asnæs ikke er til salg.

Mange af Kalundborgs borgere har ønsket sig, at kommunalbestyrelsen melder klart ud, at vi ikke ønsker en Kattegatforbindelse på bekostning af Røsnæs eller Asnæs. Selv om alle kommunalbestyrelsens lokale partier har udtalt, at man ikke ønsker en motorvej på Røsnæs og mange også er imod Asnæs, blev kommunalbestyrelsen instrueret af borgmesteren til ikke at drøfte emnet.

Flere andre sjællandske kommuner har ellers formelle drøftelser om konsekvenserne ved en Kattegatforbindelse. På Samsø har kommunalpolitikerne meldt klart ud, at man ikke er interesseret i en motorvej på tværs af Samsø. Så hvorfor ikke komme med en lige så klar udmelding i Kalundborg?Hvorfor denne larmende tavshed?



Som borgere i kommunen bliver vi stillet i lidt af et dilemma. Ingen vil bo ved siden af en motorvej. Og skulle der komme en Kattegatforbindelse, der for eksempel går gennem Røsnæs, så vil jeg gerne vide det. Faktisk føler jeg at jeg har krav på at vide det. For så vil jeg sætte min gård til salg, og trække alle mine investeringer ud af kommunen. For hvorfor investere i den kommune vi holder så meget af, hvis jeg skal have 25.000 biler kørende forbi mit vindue hver eneste dag? Så hellere pakke sammen nu, og sælge mens jeg kan.

Vi ved at omkring 15 procent af Kalundborgs beboere vil blive ramt af sundhedsskadelig støj med en motorvej gennem det nordlige Kalundborg og ud på Røsnæs. At den fantastiske sorte nattehimmel vil blive lyst op 24 timer i døgnet. At forureningen i kommunen vil stige markant, og at trafikken i byen mangedoblet, hvis Kattegatforbindelsen bliver en realitet. Og specielt hvis ikke det bliver en lang og meget dyr tunnelløsning, som end ikke er på tegnebrættet, fordi Kalundborg aldrig har bedt ministeren om, at det bliver undersøgt.

Ikke at Kalundborg kommune egenhændig kan beslutte hvor en eventuelKattegat-motorvej vil gå, men man kan da i det mindste prøve at påvirke tingenes gang, så man kan lægge hånden på hjertet og sige til ens vælgere: ’Jeg gjorde hvad jeg kunne’ for at passe på Røsnæs (eller Asnæs).

Jeg håber at politikerne arbejder hårdere bag scenen, end de lader til at gøre på scenen. For de tilhørere og vælgere, der var mødt op på rådhuset for at se deres folkevalgte behandle deres bekymring om en Kattegatmotorvej, blev det til en våd fuser. Og en snigende utryghed for fremtiden i Kalundborg og for Røsnæs.

Med en uværdig proceduremanøvre lykkedes det borgmester Martin Damm at forhindre, at punktet blev behandlet og han instruerede kommunalbestyrelens øvrige medlemmer i, at man ikke på nuværende tidspunkt må drøfte linjeføringen. Borgmesteren ville kun drøfte, hvornår man skal drøfte linjeføring og konsekvenserne. Og det er altså ikke nu, må vi forstå. Jeg frygter at Kalundborg først vil udtale sig, når det er for sent at forhindre uoprettelige ødelæggelser af natur og lokalsamfund i Kalundborg kommune.

David Katznelson

Røsnæsvej 400, Kalundborg

Del