Læs bøger og vind fine præmier

For at øge læselysten og læseglæden er kampagnen bygget op om en række udfordringer, som børnene skal løse, mens de læser.

Læs bøger og vind fine præmier Vind fine præmier med De Danske Børnebibliotekers sommerkonkurrence.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De Danske Børnebiblioteker inviterer alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2022, som i år varer fra 10. juni til 20. august.

Bag konkurrencen står De danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens vigtigste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i sommerferien. Tusindvis af børn deltager hvert år i kampagnen, der altså med stor succes får børnene til at læse mere, og dele de gode oplevelser med hinanden.

For at øge læselysten og læseglæden er kampagnen bygget op om en række udfordringer, som børnene skal løse, mens de læser. Børnene skal læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordrings-ark på det lokale bibliotek (Kalundborg, Gørlev eller Ubby). På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrad – børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen (lodtrækningen) om en af de tre hovedpræmier. Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de 3 hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Hvad sker der i Kalundborg?

Deltager man i Sommerbogen i Kalundborg Kommune, er man samtidig med i konkurrencen om en stor lokal præmie.

”Kalundborg Biblioteker har nemlig også vores egen spændende konkurrence. Udover de løbende præmier, som udbydes med den nationale læsekonkurrence, præmierer vi også de børn, der afleverer de tre anmeldelser og udfordringsarket på biblioteket med en gratis bog (så længe lager haves). Og når børnene har afleveret det udfyldte udfordringsark med de 3 boganmeldelser, deltager de i lodtrækningen om et sæt AirPods,” fortæller Malene Simone Hansen, der er børnekulturformidler ved Kalundborg Biblioteker.

Alle udfyldte anmeldelser og læseudfordringer skal afleveres på Kalundborg, Gørlev eller Ubby bibliotek senest den 20. august kl. 12.30. Læs mere om Sommerbogen på www.kalundborgbib.dk

Del