Lærlinge og elever fik hurtigt slået tønderne ned

Det allerførste arrangement i det helt nye elev- og lærlingenetværk blev en succes. Der blev bl.a budt på tøndeslagning. 

Lærlinge og elever fik hurtigt slået tønderne ned
Elever og lærlinge fra det helt nye netværk under Kalundborgegnens Erhvervsråd var torsdag samlet til det første arrangement. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det allerførste arrangement i det helt nye elev- og lærlingenetværk blev en succes. Der blev budt på tøndeslagning, grillpølser og masser af samvær med andre unge.

Tilbage i oktober sidste år havde Kalundborg egnens Erhvervsråd inviteret mestre og lærlinge/elever til en snak om etablering af et lærlingenetværk i Kalundborg. Mange mødte op i Kino Den Blå Engel for at høre mere om projektet, hvis formål er, at samle lærlinge og elever på tværs af fag og virksomheder 3-4 gange om året til noget sjovt, noget lærerigt og ikke mindst til noget hyggeligt og socialt.

Torsdag eftermiddag var elever og lærlinge så inviteret til netværkets første arrangement. En eftermiddag hvor der blev budt på tøndeslagning, grillpølser, fagligt indlæg fra elever fra Novozymes og selvfølgelig socialt samvær, som er et af formålene med det nye netværk.

”Vi er lige omkring 40 tilmeldte til arrangementet fordelt med lærlinge og elever fra syv forskellige firmaer,” fortæller Morten Hass Augustsen, erhvervskonsulent fra Kalundborgegnens Erhvervsråd, og fortsætter, ”Nu er det jo første gang vi skal mødes og der er deltager fra både store og små firmaer, så det er rigtigt godt.”

Morten Hass Augustsen bød velkommen og fortalte om dagens arrangement inden deltagerne blev delt op i to hold, klar til at slå til de to ophængte fastelavnstønder.

Morten Hass Augustsen havde måske ikke lige taget højde for, at de unge elever og lærlinge har rigtigt mange kræfter, så der blev slået hårdt til tønderne som hurtigt måtte give efter og der kunne kåres kattekonger og kattedronninger.

Præmierne var billetter til Kino Den Blå Engel.

Da fastelavnstønderne var slået ned og inden de grillede pølser skulle nydes, så fortalte eleverne fra Novozymes om det at være elev på en stor virksomhed.

Morten Hass Augustsen har allerede ideer til det næste sociale arrangement for elever og lærlinge og håber, at endnu flere firmaer får tilmeldt sig det nye lærlingenetværk.

Del