Kviktestcenter i Kalundborg lukker

Kviktestcentret på Nytorv i Kalundborg lukker. Sidste mulighed for test er d. 30. august. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Efterspørgslen på test for COVID-19 er faldet drastisk i Danmark i takt med, at en stor del af befolkningen er blevet færdigvaccineret. Derfor har Styrelsen for Forsyningssikkerhed nedsat antallet af hurtigtest i hele landet. Det betyder at Falcks testcenter på Nytorv i Kalundborg lukker.

Falck når kun at have kviktestcenter på Nytorv i Kalundborg i en måned. Den 30. august er det nemlig sidste chance for at blive kviktestet for corona i Kalundborg, så lukker centret.

Fremover vil der kun være kviktestcenter i Høng, Svebølle og på Sejerø. I Kalundborg er der stadigvæk mulighed for at få foretaget et PCR-test i testcentret på Hareskovvej.

I Region Sjælland bliver den maksimale kapacitet på hurtigtest reduceret fra de nuværende 39.000 til 26.000 daglige hurtigtest. Region Sjælland opretholder fortsat princippet om, at borgerne skal have højst 20 km til nærmeste tilbud om en PCR-test eller hurtigtest.

Opfordring: Bliv vaccineret

Styrelsen for Forsyningssikkerhed fastsætter antallet af hurtigtest i Danmark ud fra danskernes brug af test. Derfor bliver trin fire ud af fem i den nationale nedskaleringsplan for testområdet nu sat i værk.

I Region Sjælland er 74,7 procent af alle borgere over 12 år påbegyndt COVID-19 vaccination. Det betyder, at langt færre bliver testet.

”Den dalende efterspørgsel betyder, at vi nu for alvor begynder at lukke ned for hurtigtest i flere byer,” fortæller Anne Øster Hjortshøj, enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland.

”Indtil videre vil vi stadig opretholde princippet med, at der maksimalt vil være 20 km til nærmeste teststed, men vi må forvente, at den nationale nedskalering på testområdet fortsætter. Derfor opfordrer vi til, at de, der endnu ikke er blevet vaccineret og gerne vil, sørger for at blive det. Det har aldrig været lettere at blive vaccineret end nu.”

Man kan altid finde den nyeste information om åbne teststeder på www.coronasmitte.dk.

Del