Kvicklys kunder har sikret julehjælpe til 50 familier
Skulle der sidde nogle derude, som ikke nåede at donere til julehjælp i Kvickly via tavlen, men som ønsker at støtte julehjælpen med et beløb, kan det fortsat lade sig gøre.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kvicklys kunder har nu indbetalt samtlige beløb, der financierer julehjælpen fra Lions og Kvickly, hvilket vil sige, at 50 familier er sikret julehjælp i år
Alle familier har allerede fået besked om, at de modtager julehjælp samt, hvornår denne bliver udleveret. Men hvis der skulle sidde nogle derude, som ikke nåede at donere til julehjælp i Kvickly via tavlen, men som ønsker at støtte julehjælpen med et beløb, kan det fortsat lade sig gøre.
Kan fortsat hjælpe familier med julehjælp
”Man kan nemlig indbetale beløbet direkte på bankkonto: Reg. nr. 5352 kontonummer 0244366, og hvis man anfører sit cpr. nr. i bemærkningsrubrikken, får man automatisk skattefradrag. – hvis det er en virksomhed, kan CVR nummeret anføres,” siger Svend Olesen fra Lions Kalundborg.
De beløb, der på denne måde kommer ind, bliver brugt til gavekort, der gives til nogle af de familier, som Lions og Kvickly Kalundborg ellers ikke havde mulighed for at hjælpe. Det er nemlig kun omkring halvdelen af ansøgerne, der får julehjælp.
En lille julehistorie, der varmer
”Jeg kan for øvrigt fortælle en sød lille historie i forbindelse med, at vi ringede til de familier vi havde udvalgt. En af dem vi ringede til sagde, at hun uventet havde fået nogle penge, hun ville derfor gerne, at den julehjælp, som vi egentlig havde tiltænkt hende, blev givet til en anden familie, da hun ikke længere havde så stort et behov. Det varmer meget, at man sådan tænker på hinanden,” fortæller Svend Olesen.
Man donerer normalt ved fysisk at tage en lille papmærkat fra tavlen, der står i Kvickly, og tage den med til kassen, hvor man også betaler for sine andre varer. Men nu er varerne på tavlen altså betalt, og vil man gerne donere lidt julehjælp, kan man nu i stedet overføre penge via en bankoverførsel.
Kvickly Kalundborg leverer alle varerne til familierne til indkøbspris, og det er Kvickly-medarbejderne, der står for hele administrationen af julehjælpen. Samarbejdet mellem Lions og Kvickly omkring julehjælp har i øvrigt eksisteret siden julen 2015.