Skoleelever lavede uhyggelig kagekunst
0. A fra Rynkevangskolen kom i både Halloween-stemning og kagehumør onsdag.

Af Lasse Petersen
Remedierne var i orden, og humøret var i top, da Kvickly onsdag formiddag havde inviteret 0. A fra Rynkevangskolen til at komme og kreere Halloween-kager.
Det var Kalundborg Brugsforenings butiksudvalg, der havde indbudt de unge skoleelever til en gang kagemaling, som foregik med høj koncentration, store smil og en hjælpende hånd i ny og næ fra butiksudvalgets frivillige.
I går havde 0. A været en tur forbi biografen, og i morgen står den på en temadag om Halloween. Derfor passede udflugten til Kvickly perfekt ind i skemaet for klassen.
På den måde får de yngste både lært om den populære højtid, ligesom de også kommer ud af klasseværelserne og får set lidt mere af verden - det er nemlig vigtigt.
Efter kagemalingen blev de søde sager sat i flotte kasser, mens Kvickly bød på en juice oven på det kreative arbejde. Kagerne fik eleverne selvfølgelig med hjem.