KV21 i Kalundborg Kommune!

Læserbrev: KV21 i Kalundborg Kommune!

Som socialdemokrat er jeg ked af og skuffet over at man ikke kunne se muligheder i de tilbud der blev givet fra Venstre og de øvrige små blå partier.

I stedet valgte A at sætte sig på udskiftningsbænken.

Jeg har siddet på A siden i kommunalbestyrelsen i 12 år - vi fik ikke tilbudt noget. Det var en tid hvor Martin Damm desværre sikrede sig sit flertal inden valget, og var tilfreds med et flertal.

Nu er vi i en tid hvor billedet ændrer sig, de store “Bykonger” har set, at borgerne belønner og sætter pris på brede forlig, der skaber tryghed og mindre bøvl.

Men det nye i dette kommunalvalg er, at flertallet ønsker at få A gruppen på 8 personer med i konstitueringen og Socialdemokraterne bliver på valgnatten tilbudt Viceborgmesterposten, en formandspost i et fagudvalg (efter eget valg) og en formandspost i Kalundborg Forsyning eller Kalundborg Havn.

Det var et kanontilbud, men det kunne A’s spidskandidat Tina Bech Nielsson og folketingskandidat Rasmus Horn Langhoff ikke få øje på, da de fløj rundt på valgaftenen som vindere, langt før optællingen var slut. De overså en unik mulighed for at tage formandsposten i Børn og Familieudvalget (0-18 års området) et fokusområde for A i hele valgkampen, og i de sidste mange år i kommunalbestyrelsen. Tina har brilleret med at skolen for hende var første prioritet, og forandringerne skulle i gang med det samme?

Hvordan hænger det sammen med at sige nej til formandsposten?

Tænk at få en chance for at blive en del af konstitueringen, og f.eks. på skoleområdet at kunne præstere et flertal uden om Venstre inde i konstitueringsgruppen???

Skåret ud i pap, så kunne DF, NB, C og B og A med 14 mandater i alt få diverse valgtemaer på dagsordenen, og lægge et pres, og få en indflydelse som er helt enestående.

Martin Damm og V ofrede sig virkelig i det tilbud - kommer det nogensinde igen?  Nej vel!

Får de små blå partier, som sammen med Tina ønsker en større borgerinddragelse, en bedre skole, bedre normeringer og en ny retning osv, nogensinde tillid til Socialdemokratiet? Nej vel!

Pr. 1. januar 2022 sidder Tina og Co og kan dyrke deres værdier - fryde sig over at glorien er intakt, spiser ikke af hånden osv - men fakta er, at hun har kvajet sig så eftertrykkeligt, hun har svinet med de mange afgivne A-stemmer ved at sige nej til et super tilbud om REEL indflydelse og medansvar.

Ikke på noget tidspunkt i denne valgkamp har Tina talt med os der har prøvet dette før, på valgaftenen heller ikke, og hvorfor render hun rundt med et folketingsmedlem på valgnatten, han har jo ikke mandat til at forhandle herude?

Selv om jeg er ude af det A-cirkus, så er jeg rasende, frustreret og ked af, at den goodwill som jeg og andre gode socialdemokrater har fået opbygget til de øvrige partier i de forgangne år er forspildt.

Billedet der står tilbage:

Ulf Pilgaard i Prins Henrik kostume der siger: “Mig vil være konge!

Hanne Olesen

Pt. KB-medlem for Socialdemokratiet 

Del