Kunsthåndværk og bryggeri er blevet et udflugtsmål

De mange kunsthåndværkere sælger bl.a. smykker, pileflet, malerier, giftfri kosmetik, tøj, og ting drejet i træ. Og så kan der selvfølgelig købes håndbrygget øl fra Ølhunden.

Kunsthåndværk og bryggeri er blevet et udflugtsmål
Jytte Norddal og hendes mand John Schou udstiller og sælger smykker og håndlavede kort fra Kunst og Håndværk i Buerup. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I den gamle købmandsgård hos Kunst og Håndværk i Buerup udstiller et fællesskab af uafhængige kunsthåndværkere deres håndværk sammen med håndværksbryggeriet Ølhunden. Stedet er blevet et udflugtsmål for flere busselskaber.

Midt i Naturpark Åmosen, tæt på Tissø, ligger den lille landsby Buerup. I den gamle købmandsgård hos Kunst og Håndværk, udstiller et fællesskab af uafhængige kunsthåndværkere deres håndværk og skiftes til at passe butikken, som for øvrigt har åbent alle ugens syv dage fra kl. 11-16.

Udover de 10 kunsthåndværkere som udstiller og sælger deres varer på stedet, så rummer den gamle købmandsgård også bryggeriet Ølhunden. Det er ægteparret Ninna Riisggaard og Jimmi Jørgensen som ejer såvel bryggeriet Ølhunden som bygningerne på stedet.

De mange kunsthåndværkere sælger bl.a. smykker, pileflet, malerier, giftfri kosmetik, tøj, og ting drejet i træ. Og så kan der selvfølgelig købes håndbrygget øl fra Ølhunden.

”De grundlæggende præmisser er, at kunsthåndværkerne kun må sælge noget her som de selv har lavet, og der er ikke to som må sælge det samme, derfor bliver stedet unikt,” fortæller Jimmi Jørgensen og fortsætter,

”Her kommer rigtigt mange mennesker her hos os, og efterhånden har vi fået oparbejdet stedet til at være et udflugtsmål for flere busselskaber. Så har selskabet måske først været i Birkegårdens haver eller ved Strids Mølle inden de kommer her. Flere har mad med som de så sidder her og spiser og vi kan også bestille smørebrød til gæsterne hvis det er et ønske, og så har vi altid kaffe på kanden.”

Ølhunden

Det lille bryggeri Ølhunden som holder til i de bagerste bygninger i den gamle købmandsgård i Buerup, laver 20 forskellige øl som sælges under eget navn samt 15 forskellige øl til andre kunder som ønsker deres egen etiket.

”Vi laver omkring 35.000 flasker øl om året som leveres i halvliter flasker og så laver vi omkring 30.000 flasker øl som leveres i 33 cl. flasker,” fortæller Jimmi Jørgensen, der har en uddannelse som ølbrygger.

Det meste af øllet sælges til caféer og restauranter og så er der selvfølgelig mulighed for at købe det i butikken i Buerup.

Julemarked

En række forskellige kunsthåndværkere har samlet sig i Buerup til julemarked søndag d. 20. november fra kl. 11-16.

Buerup Forsamlingshus og butikken Kunst & Håndværk, kommer til at bugne af unikke julegaveidéer. Silketørklæder og silkegarner, fine ting i filt og rav, sølvsmykker, figurer og smykker af cykelslanger, kurve, fuglehuse og havedekorationer i pileflet, alskens nisser i filt og strik, smukke, vævede viskestykker, originale billedpuder med gamle broderier, drejet træ, hjemmelavet syltetøj og håndsæbe og safte og kryddersalt, upcyklet børnetøj, glaskunst, hjemmelavet mjød og øl fra Ølhunden og meget, meget mere.

Del