Kunst i Pinsen er tilbage
Som kunstner, kunsthåndværker eller galleri bliver man en del af en spændende og festlig invitation til de mange kunstinteresserede.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Er man kunstner eller galleriejer, og har man lyst til at deltage i årets Kunst i Pinsen, er det nu, at man skal følge med.
Kunst i Pinsen er et samarbejde mellem de 7 kommuner - Kalundborg, Slagelse, Ringsted, Sorø, Holbæk, Lejre og Roskilde – der har eksisteret i mange år. Som kunstner, kunsthåndværker eller galleri bliver man en del af en spændende og festlig invitation til de mange kunstinteresserede, der hvert år kører ud for at nyde forskellig kunst på pinseruten.
Kunst i Pinsen udgiver en folder med omtale af alle udstillingssteder og en plakat, som man naturligvis får til uddeling og brug på eget sted. Derudover har Kunst i Pinsen en hjemmeside og app, der sørger for god og præcis omtale og adresser på alle udstillingssteder. Sidst og ikke mindst, bliver man en del af den samlede PR i både lokale og nationale aviser.
Praktisk info
Hvis man har udstillingssted i Kalundborg Kommune, og ønsker at deltage, kan man tilmelde sig fra mandag den 6. februar på Kalundborg Bibliotekers hjemmeside, https://www.kalundborgbib.dk/kunst-i-pinsen Frist for tilmelding er søndag den 5. marts.
Ved tilmelding uploader man tekst og billeder til brug i folder og hjemmeside, samt billeder til app.
Har man spørgsmål vedr. Kunst i Pinsen kan de rettes til Jette Toubro, der er kulturformidler ved Kalundborg Biblioteker, på jete@kalundborg.dk