Kunderne roser ombygning af frugt- og grøntafdeling
Udover at afdelingen er blevet mere inspirerende og der er blevet mere plads, så er varerne også blevet placeret mere overskueligt, så frugt er placeret til den ene side og grønt til den anden side.
Af Jens Nielsen
Frugt- og grøntafdeling hos Kvickly Kalundborg har været igennem en større ombygning, hvor der bl.a. er blevet mere luft i afdelingen. Kunderne roser forandringerne.
Tidligere var mange af varerne i frugt- og grøntafdelingen i Kvickly Kalundborg eksponeret på borde som ikke altid gav varerne det optimale udtryk og bordene var tunge og gav ikke mange muligheder for at lave ændringer i afdelingen, men det er der nu lavet om på.
”Vi har lavet vores frugt- og grøntafdeling mere inspirerende, det kommer faktisk efter et ønske fra vores kunder, som i vores årlige kundeanalyse har efterlyst mere inspiration og mere plads i netop denne afdeling og det har vi lyttet til,” fortæller Sune Jakobsen, varehuschef i Kvickly Kalundborg.
Udover at afdelingen er blevet mere inspirerende og der er blevet mere plads, så er varerne også blevet placeret mere overskueligt, så frugt er placeret til den ene side og grønt til den anden side.
Frugt- og grøntchef Ken Sindlev har fået inspiration fra baglandet i Coop, blandt er der hentet ideer fra to nye testbutikker i henholdsvis København og Århus.
”Flere af vores kunder har allerede rost vores nye tiltag i frugt- og grøntafdelingen,” fortæller Sune Jakobsen, samtidig med, at en ældre dame går forbi mens TV-Kalundborg er i butikken, og siger, ”Hvor er det bare blevet utroligt flot og dejligt med mere plads mellem varerne.”
”Den er den første ombygning jeg har været med til, hvor vi har fået så meget positiv respons og jeg har efterhånden været med i mange år,” fortæller Ken Sindlev.
Varehuschefen oplyser i øvrigt, at alle kundeanalyser i dagligvarebranchen viser, at vigtigste parameter for kundens indkøb er frugt- og grøntafdelingen.