Kronisk sygdom ændrede livet radikalt

Meget af Jes Lysgaards liv har været nogle fravalg som han ikke selv har været herre over, men så har han lavet nogle tilvalg som har givet mening med livet.

Kronisk sygdom ændrede livet radikalt Jan Lysgaard i sit bare 10 kvadratmeter store Tiny House i Lille Fuglede. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

55-årige Jes Lysgaard havde som ung en drøm om både Siriuspatruljen og Jægerkorpset, men det satte en kronisk sygdom en stopper for. I dag har naturen givet mening med livet og et helt nyt Tiny House på bare 10 kvadratmeter skal fremover være base for Jes.

Jes Lysgaard er vokset op i Vestjylland med Klosterheden som nærmeste nabo og lige netop det at være i naturen har altid fyldt meget i livet, særligt efter, at en tyktarmsbetændelse satte en stopper for en karriere i militæret.

”Da jeg var 17 år og egentligt havde planlagt, at når jeg gik ud af gymnasiet så skulle jeg i Siriuspatruljen og så ville jeg i Jægerkorpset bagefter, men jeg blev syg og fik noget tyktarmsbetændelse som ændrede mit liv radikalt og måtte stoppe mine drømme om en karriere i militæret, ” fortæller Jes Lysgaard da han tager i mod i sit nybyggede Tiny House som han selv har bygget i Lille Fuglede. Bare 10 kvadratmeter hvor hvert kvadratmeter udnyttes til fulde med praktisk og funktionsdygtigt inventar. Nu mangler blot ibrugtagningstilladelsen fra kommunen så kan der flyttes ind permanent.

Tyktarmsbetændelsen er en kronisk sygdom som har givet Jes Lysgaard rigtigt mange sygedage og i dag er han flexjobber og arbejder en dag om ugen i en sportsforretning i Roskilde og laver bueskydningskurser for DGI.

”Sygdommen har i den grad styret mit liv, i mange år har jeg brugt op til halvandet måned om året på sygehus, samlet har jeg brugt omkring to år af mit liv indlagt på et sygehus. Nu er jeg blevet opereret og har fået en stomi med de udfordringer det giver,” fortæller Jes Lysgaard.

Har udgivet tre bøger

Med bristede drømme om en karriere i militæret blev det naturen og friluftslivet som i den gad har givet mening med livet for Jes Lysgaard, som både har været klatrerinstruktør, sejlet og dykket og roet havkajak, faktisk har han skrevet en helt bog om det at sejle havkajak.

”Jeg ved ikke om jeg har sådan en halv autistisk side af mig, men når jeg går op i noget så gør jeg det 100%, så jeg har bl.a. skrevet en instruktionsbog om kajaktoning som stadigvæk bliver brugt,” fortæller Jes.

Og det er ikke den eneste bog han har udgivet, det er også blevet til to bøger om bueskydning, den ene er oversat til tysk.

Selv om Jes Lysggard har dyrket mange former for udendørs sport, så er det bueskydning med langbue som har fyldt rigtigt meget i livet de sidste mange år, faktisk har Jes været på det danske landshold siden 2012 og har deltaget i både EM og VM i 3D bueskydning (bueskydning efter dyr i naturen, fremstillet i et skummateriale).

”Det var en gammel drengedrøm at komme til at skyde med bue og pil, og på et tidspunkt havde jeg 12 forskellige havkajakker og var ved at blive skør at alt det udstyr, med bueskydning er det blevet mere enkelt selv om det også har udviklet sig,” siger Jes Lysgaard, og fortsætter, ”Bueskydning fylder en stor del af hverdagen, jeg vil gerne undervise og formidle. 

Meget af Jes Lysgaards liv har været nogle fravalg som han ikke selv har været herre over, men så har han lavet nogle tilvalg som har givet mening med livet.

Jes Lysgaard er medlem af Kalundborg Bueskytteforening.

Del