Krista hjælper handelslivet helt frivilligt
Krista Demant er gået på pension efter mange år i sundhedsvæsenet og trængte til lidt mere indhold i tilværelsen og skrev derfor til citychefen.

Af Jens Nielsen
Krista Demant har meldt sig som frivillig hos handelsstandsforeningen Vores Kalundborg. Hun vil gerne bruge sin pensionisttilværelse aktivt.
Det er ikke hver dag, at frivillige står i kø for at hjælpe i klubber og foreninger, derfor kiggede citychef for Vores Kalundborg, Svend Erik Kristensen, da også en ekstra gang da der kom en mail fra Krista Demant fra Kalundborg, som tilbød sin hjælp helt kvit og frit, og citychefen var ikke længe om at svare ja tak.
”Krista har tilbudt sin hjælp hvis vi har brug for hænder og det har vi sagt pænt ja tak til, Krista har i øvrigt fået plads i vores aktivitetsudvalg,” fortæller Svend Erik Kristensen.
Krista Demant er gået på pension efter mange år i sundhedsvæsenet og trængte til lidt mere indhold i tilværelsen og skrev derfor til citychefen.
”Jeg kunne godt tænke mig at lave noget frivilligt arbejde, men havde måske ikke lige lyst til at blive besøgsven, samtidig er jeg ikke interesseret i noget som man er meget afhængig af, her er det jo kun en gang i mellem og noget med børn og mennesker bliver man jo bare glad af,” fortæller Krista Demant samtidig med at hun hælder popcorn op på Solskinspladsen i forbindelse med Børnenes Rekorddag, på hendes første arbejdsdag for handelslivet i Kalundborg.
Krista Demant har allerede haft fat i Svend Erik Kristensen og fortalt, at hendes mand da nok også gerne vil hjælpe til ved forskellige arrangementer.