Kørte galt i stjålet bil

Lørdag aften kl. 21.23 fik politiet en henvendelse fra en sommerhusgæst om, at en bil var forulykket, efter at den med høj fart var kørt ad Osvejen ved Bjerge Sydstrand i sydlig retning. Efterfølgende var et par lygter set ude på marken, inden de blev slukket og personer forsvandt i mørket.

Politiet kørte til stedet og fandt en personbil holdende på en mark med kvæg. Der var tale om en blind vej, hvor bilen var fortsat gennem et el-hegn og havnet inde på en mark. Herved var bilens bundkar blevet ødelagt.

Ingen personer var at finde i området omkring bilen, og kvæg på marken var sluppet uskadt. Politiet kontaktede efterfølgende bilejeren, som oplyste, at bilen i løbet af dagen var blevet stjålet fra Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg. Ejeren af kvæget blev underrettet om sagen, ligesom bilejeren fik besked på at få bilen fjernet snarest muligt ved hjælp af et bugseringskøretøj. Politiet efterforsker nu færdselsuheldet og biltyveriet i et forsøg på at få identificeret personer, der kan stilles til ansvar herfor.

Del