Kontoret tilbyder – Ein Schnitzel und ein Mass

Gårdhaven bliver igen omdannet som var man til oktoberfest i München

Kontoret tilbyder – Ein Schnitzel und ein Mass
Trine og Morten Nystrup inviterer igen til oktoberfest på Kontoret. Foto: Thomas Gosch

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Lørdag d. 11. oktober er værtshuset Kontoret klar med den årlige oktoberfest. Kontorcheferne er klar til igen i år at skabe den vilde bierfeststemning i deres hyggelige gårdhaven.

Efter sidste års succes, samt kontorchefernes tidligere inspirationstur til Oktoberfest i München, vælger Kontoret igen at tage München til Kalundborg og inviterer til Oktoberfest lørdag d. 11. oktober.

Alt tyder på at det bliver en succes. Gårdhaven omdannes til en ægte bierstube og der serveres wienerschnitzel mit alles og øl i literkrus. Faktisk er der kun få spisebilletter til ”Schnitzel mit alles” tilbage. Efter spisningen åbnes dørene for alle.

”Vi har tidligere selv været til Oktoberfest i München. Det har været en kæmpe oplevelse, det er helt sindssygt. Der er op imod 7 millioner mennesker over 16 dage og de store telte rummer godt 10.000 mennesker hver, alle står på bordene og der drikkes kun øl af 1 liters krus, der er ikke andre muligheder, men vi har lært, at vi ikke kun har øl i 1 liters krus, der vil også være halv liters krus og vi sælger også andet end øl,” fortæller Morten Nystrup fra Kontoret, og Trine Nystrup fortsætter, ”Alle er klædt på i tyrolertøj i München så vi håber også at rigtigt mange kommer udklædt til vores Oktoberfest, vi lover præmie til de bedste udklædte.”

Musikken til Kontorets Oktoberfest er lagt i hænderne på en DJ der sørger for at den ægte tyrolerstemning. Efter spisningen vil dørene åbne for alle, så man kan komme ind og mærke den hyggelige stemning med skål og højt humør imens man står op og synger på bænkene. Billetter bestilles ved henvendelse på Kontoret.

Del