Konservativ politiker skifter til Liberal Alliance

Det kan ikke være anderledes - fordi hendes kamp for mærkesagerne kan kæmpes bedre hos Liberal Alliance.

Konservativ politiker skifter til Liberal Alliance
Den nu tidligere konservative politiker fortæller, at hun fortsætter sine politiske visioner og drømme uden kompromiser i Liberal Alliance.

Af Gitte Korsgaardgitte@tv-kalundborg.dk

Lidt som i et ægteskab, hvor man er vokset fra hinanden. Sådan ser Helle Laursen Petersen sin adskillelse fra Det Konservative Folkeparti. Det har været under opsejling længe, og nu er Helle Laursen Petersen nået dertil, at det ikke kan være anderledes - fordi kampen for hendes mærkesager kan kæmpes bedre hos Liberal Alliance. Således skriver hun i en pressemeddelelse tirsdag.

Den nu tidligere konservative politiker fortæller, at hun fortsætter sine politiske visioner og drømme uden kompromiser i Liberal Alliance, og at hun ser frem til at gøre det i det kommunale regi samt, i de næste to år, som Regionsmedlem i Region Sjælland. Samtidig fortæller hun også, at det ikke har været en let beslutning om end, at det er den rigtige beslutning.

Det kan gøre ondt at træffe den rette beslutning

“Det er med et smertende hjerte, at jeg skal forlade den konservative regionsgruppe i Region Sjælland – de er dygtige og har både vid og hjerte med i deres beslutninger. Jeg har den største respekt for dem alle, og jeg betragter dem som mine gode venner - det vil jeg fortsætte med,” siger hun, og fortsætter: “Men jeg er nødt til at lytte til både min fornuft og mit hjerte, der begge siger mig, at det er hos Liberal Alliance, jeg hører til. Det er her, at jeg skal arbejde for mine mærkesager.”

Brænder fortsat for sundhedspolitikken

Helle Laursen Petersen er overbevist om, at hun får en rigtig god politisk platform at arbejde videre på hos Liberal Alliance, og det glæder hun sig meget til: “Jeg brænder stadig for sundhedspolitikken, og vil så gerne have slanket den offentlige administration. Jeg ser gerne, at de store tunge mastodonter - Regionerne - lukkes helt ned. Det er tungt, fordyrende og ikke til patienterne bedste – i min optik,” udtaler Helle Laursen Petersen.

Ligeledes er formand for LA Vestsjælland, Villum Christensen, glad for, at Helle nu er en del af holdet hos Liberal Alliance:

“Jeg glæder mig naturligvis over, at vi nu har to repræsentanter i regionsrådet, og at Helle har vist interesse for også at opstille til kommunalbestyrelsen i Kalundborg. Helles erfaringsgrundlag og meget stærke stemme i Kalundborg kan kun blive en styrke for partiet. Vores forening dækker i dag tre kommuner (Slagelse, Sorø og Kalundborg), og får vi valgt et eller flere medlemmer til Kalundborg Kommunalbestyrelse, så vil det være naturligt, at Liberal Alliance får sin egen lokalforening i Kalundborg,” udtaler han.

Helle Laursen Petersens politiske mærkesager er fortsat:

  • Et sammenhængende sundhedsvæsen med patienten i centrum – Vi sender patienter fra Herodes til Pilatus, og den ene ved ikke, hvad den anden laver. Det koster menneskeliv og rigtigt mange ressourcer. Det kan gøres bedre og smartere. At kæmpe videre, både i Regionsrådet og i kommunalt regi, for at få mammografiscreeningen tilbage til Kalundborg - og generelt mange flere sundhedsydelser lokalt.
  • Unge psykisk syge har det rigtigt svært i Danmark, vi skal være MEGET bedre til at samle dem tidligt op, hjælpe dem tilbage ”til livet” og sikre, at de får rettidigt og behørigt hjælp.
  • Den danske folkeskole skal have friere rammer til at tilrettelægge deres hverdag og undervisning – OG vi skal stille krav til forældrene. Det er deres opgave at opdrage, og lærernes opgave at undervise.
  • Kultur er også det, der foregår i sportsklubberne og ikke kun på ”Statens Museum for kunst” – Vi skal styre foreningslivet og sikre, at børnene kommer til sport og lærer at begå sig i sociale sammenhænge uden for skolerne. Frivillighed er en af Danmarks største styrker, det skal vi understøtte.
  • Vi skal kunne tiltrække nye borgere i kommunen, byudviklingen skal sættes meget højere på dagsordenen.
  • Det er de danske virksomheder og deres ansatte, der holder hjulene i gang. Vi skal sikre, at de har de rette vilkår. De er ikke til for det offentlige system, det er omvendt… Men det virker ikke altid sådan.
  • Gøre op med tunge administrative rutiner i det offentlige Danmark og i Kalundborg Kommune
  • Det personlige ansvar vægter. Vi må og skal stille krav til os selv og hinanden
  • Klimapolitik er et ansvar, der skal løftes internationalt, og vi skal alle være en del af det. Det er ikke de danske landmænd, der skal løfte klimaændringerne alene.
  • Lad os snakke ”nye” energiformer som fx Kernekraft

Del