Koncert med landets bedste soul- og blues sangerinde

Miriam Mandipira betegnes af flere som en af Danmarks bedste sangerinder lige nu. Onsdag d. 3. november står hun på scenen i Juviklubben

Koncert med landets bedste soul- og blues sangerinde

Af Jens Nielsen

Miriam Mandipira betegnes af flere som en af Danmarks bedste sangerinder lige nu. Onsdag d. 3. november står hun på scenen i Juviklubben i Bredgade sammen med The Soul Family.

The Soul Family er et samarbejde mellem sangerinden Miriam Mandipira og fire erfarne musikere fra øverste pop/rock hylde. Musikere der jævnligt optræder med navne som Dodo & the Dodo’s, Lis Sørensen, News og Ivan Pedersen.

Onsdag d. 3. november kl. 19 er Juviklubben i Bredgade klar til at præsentere Miriam Mandipira & The Soul Family endnu engang. For et år siden var de også på besøg i Juviklubben og der blev publikum så begejstret, at det tåler en gentagelse, oplyser leder af Juviklubben, Richard Poulsen.

”Vi fortolker andres sange, men lægger netop stor vægt på at fortolke. Det har altid været følelsen, der drev mig. Det har jeg med hjemmefra. Jeg har lært at blive inspireret, at give plads til mig selv,” siger Miriam Mandipira , og fortsætter,

”Det er den følelse, der driver os, hvad enten vi spiller en Etta James-sang eller en sang af Gasolin - det skal føles rigtigt! Nogle gange kan folk genkende de sange, vi spiller, andre gange tager vi sangene et helt andet sted hen’.
Det er vores ønske at publikum skal ha’ en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, og den må gerne sende dem opløftede hjem.”


Om musikken
I løbet af en aften med Miriam Mandipira & The Soul Family kommer man vidt omkring - fra coverversioner af blandt andre Kim Larsen, Savage Rose, Amy Winehouse, Gasolin, Etta James til enkelte af Miriams egne sange. Det hele pakket ind i bandets lækre og varme lyd. 

Om Miriam Mandipira:
Miriam Mandipira er fra Zimbabwe, og hendes inspiration kommer fra de store afrikanske sangere, hun lyttede til i radioen som ung. Og fra den soulfulde afrikanske musiktradition, hun voksede op i. 

Her i Danmark har Miriam allerede vundet flere priser. Dét sammen med Miriams fantastisk fleksible stemme - som naturligt og ubesværet bevæger sig ind og ud af rootsmusikkens blues, gospel og soul - har gjort Miriam til en yderst efterspurgt vockalist. Miriam har da også optrådt med blandt andre DR Big Band og Delta Blues Band.

Miriam Mandipira & The Soul Family:

Miriam Mandipira: vokal, Søren Skov: keyboards, Martin Stender: guitar, Thomas Fog: bas og Sten “Larm” Rasmussen: trommer.

Billetter sælges fra Alfa Optik i Kordilgade og fra Allé Salonen på Nørre Allé

Del