Kommuner maler trafikbudskaber på Tour de France-ruterne

28 steder på ruten vil man kunne se store gule vikingehjelme malet på vejbanen.

Kommuner maler trafikbudskaber på Tour de France-ruterne Det er Rådet for Sikker Trafik og 12 kommuner, herunder Kalundborg, der står bag initiativet. Her er der malet på Bredgade i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

Når Tour de France-rytterne lige om lidt suser gennem Danmark, vil de, 28 steder på ruten, se store gule vikingehjelme malet på vejbanen sammen med teksten "Hjelm har altid været en god ide" og "Wear a helmet like the vikings".

Det er Rådet for Sikker Trafik og 12 kommuner, herunder Kalundborg, der står bag, og som bruger Tour de France til, at minde alle cykelinteresserede om, at uanset om man bruger cyklen til hverdag eller motion, så er hjelmen en rigtig god ide. De 12 kommuner er Roskilde Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg, Slagelse, Nyborg på etape 2. Og på etape 3 er det Vejle, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.

Voldsom stigning i brug af cykelhjelme

Da Rådet for Sikker Trafik for første gang begyndte at registrere danske cyklisters brug af cykelhjelm tilbage i 2004, var det kun 6 % af cyklisterne, der kørte med hjelm. Men siden er der sket meget. Flottere design og smartere hjelme har sammen med kampagner og oplysning fået flere og flere cyklister til at tage hjelmen til sig - og bruge den. De nyeste tal fra Rådet for Sikker Trafiks årlige cykelhjelmstælling viser, at i 2021 brugte 48 % af alle danske cyklister en cykelhjelm.

Børnene er mestre til at bruge hjelm

Det er især de yngste skolebørn, der er gode til at få hjelmen på. Blandt de 6-9-årige skolebørn bruger 94 % hjelm, mens det blandt skolebørn over 12 år er 61 %, der har cykelhjelmen på, når de cykler i skole.

Ødelægger frisuren

En af de hyppigste årsager til ikke at bruge hjelm er, at man ikke har vænnet sig til at cykle med hjelm, og derfor glemmer den. Det viser Rådet for Sikker Trafiks undersøgelser blandt danske cyklister. Andre forklaringer er forfængelighed eller, at man synes, at hjelmen er generende eller besværlig at have med sig. Og nogen føler, at de er så gode til at cykle, at de ikke behøver en hjelm til at beskytte sig, eller de dropper hjelmen, da de kun skal køre en kort tur. Blandt teenagere er den typiske forklaring, når de dropper cykelhjelmen, at vennerne også er holdt op med at bruge hjelm.

Kampagnefilm baseret på dårlige undskyldninger

Det er netop de undskyldninger og forklaringer, som Rådet for Sikker Trafik spiller på med den seneste kampagnefilm "Hjelm har alle dage været en god ide". Filmen handler om vikingen Svend, der er på vej i krig og som ikke vil bruge hjelm, da den ødelægger hans fletninger.

Filmen har til dato vundet en lang række danske og internationale priser bl.a. for sin humor, og under Tour de France vil kampagnens budskab være malet med store gule typer og sammen med en vikingehjelm på asfalten 28 udvalgte steder på den danske del af Tour de France-ruten.

Del