Kommuner går sammen om jobmesse

Jobmessen er åben for alle, der enten er ledige, søger job på del- eller fuldtid, eller som ønsker sig et nyt job - måske tættere på hjemmet.

Kommuner går sammen om jobmesse
Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommune slår i begyndelsen af marts dørene op til årets Jobmesse 2025. Arkivfoto: Jens Nielsen

gitte@tv-kalundborg.dk  

Onsdag den 5. marts 2025 slår Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommune dørene op til årets Jobmesse 2025. Det er anden gang, at de tre kommuner går sammen om at holde en fælles jobmesse, der skal fremme jobskabelse og erhvervsudvikling i Nordvestsjælland.

Jobmessen er åben for alle, der enten er ledige, søger job på del- eller fuldtid, eller som ønsker sig et nyt job - måske tættere på hjemmet. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

En støtte til erhvervslivet i regionen

Messen er et af flere initiativer for at skabe flere lokale jobmuligheder samt støtte erhvervslivet i regionen med deres rekruttering, og Arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard fortæller:

”Jeg glæder mig over, at vi igen, sammen med vores naboer, viser vejen i forhold til effektivt samarbejde til gavn for borgere og virksomheder. Vi har mange rekrutteringstiltag, da arbejdskraft er meget højt på dagsordenen i Kalundborg Kommune, og netop denne messe er særligt designet til at matche den ledige arbejdskraft lokalt med virksomhedernes ledige stillinger.”

Driver man virksomhed i en af de tre kommuner, og ønsker man at deltage, skal man tage fat i det lokale jobcenter. Er man hurtig, kan man stadig nå at komme med.

Stor efterspørgsel på arbejdskraft

I disse år repræsenterer Nordvestsjælland et højvækstområde i Danmark, og det skaber stor efterspørgsel på arbejdskraft i hele området. Både på de offentlige og de private arbejdspladser.

Jobmesse 2025 vil byde på ca. 60 virksomheder fra regionen, og det forventes, at mange jobsøgende vil kunne finde nye jobmuligheder direkte på messen. Blandt de deltagende virksomheder er blandt andet NKT, Multitech, Frode Lauersen - stort set alle brancher er repræsenteret.

Der vil også være mulighed for at høre om lokale uddannelsesmuligheder. Jobmessen finder sted onsdag den 5. marts kl. 13:00 – 15:00 på Vallekilde-Hørve Kultur- & Idrætscenter, Idrætsvej 3 i Hørve  

Del