Kom ned i gear i den eventyrlige natur ved Tyrsgaard

I år markerer DN Kalundborg dagen med åbent besøg på Tyrsgaards Rekreative Univers ved Tissø.

Kom ned i gear i den eventyrlige natur ved Tyrsgaard Landet over markeres naturens dag søndag den 11. september således også i Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Landet over markeres naturens dag søndag den 11. september. Naturens dag er populær og derfor blevet udvidet til naturens uge. Bag markeringen står Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.

”Naturens dag blev søsat i 2004 af Danmarks Naturfredningsforening. I 2010 kom Friluftsrådet med og markeringen er bare vokset og vokset. Naturens dag er en fantastisk mulighed for at komme ud i naturen sammen med andre,” siger Susanne Ladefoged, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg.

I år markerer DN Kalundborg dagen med åbent besøg på Tyrsgaards Rekreative Univers ved Tissø, hvor Heidi og Ulrik inviterer indenfor til en afstressende naturoplevelse, hvor pulsen kommer helt ned.

Tag skoene af og gå en tur på barfodsstien, nyd himlen på langs i birkelunden eller lyt til naturen på markgangene med det høje græs. Udforsk sanseområdet og gå på opdagelse i 50.000 m2. Klap miniatureæsler, grise, høns og geder. Sanserne er i fokus på Tyrsgaards Rekreative Univers. Gå med på guidet rundtur kl. 10:30 eller kl. 14, og få en snak om biodiversitet og dyreetik. Der er gratis adgang på Naturens Dag.

Naturens Uge

Hele næste uge er i øvrigt Naturens Uge, og overalt i landet bliver det markeret med natur- og friluftsaktiviteter for både børn og voksne. Naturens Uge er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for oplevelser i naturen. Formålet er at åbne naturen for børn og voksne og inspirere dem til at bruge naturen endnu mere året rundt.

I løbet af hele ugen bliver der afholdt et væld af offentlige naturarrangementer. Derudover er der natur på skemaet hos flere af landets skoler og dagtilbud. Samlet set forventes flere end 200.000 danskere at deltage i løbet af ugen – heriblandt 138.000 børn fra skoler og dagtilbud.

Del