Kokkelandsholdet laver Verdens Længste Langbord i Kalundborg

Langbordet på mere end 1 km vil stå på Stejlhøj, hvor 3000 gæster kan nyde en eksklusiv middag

Kokkelandsholdet laver Verdens Længste Langbord i Kalundborg Kokkelandsholdet bød på smagsprøver og Dyrehøj Vingård bød på bobler til dagens pressemøde. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Kokkelandsholdet er i centrum, når Dansk Gastronomisk Union inviterer til Verdens Længste Langbord, når Tour de France for første gang kører gennem Kalundborg i juli måned næste år. Her kan mad- og cykelentusiaster få smag for dansk gastronomi fra nogle af de største talenter, og blive de første til at smage på kokkelandsholdets kommende VM-menu.  Den store event blev tirsdag præsenteret på Dyrehøj Vingård på Røsnæs.

2022 bliver et særligt år i Kalundborg. Cykelryttere i verdensklasse kommer, i forbindelse med Tour de France, til at køre på vejene i Kalundborg. Ruten her vil være flankeret af et rekordsættende bord på over 1 kilometers længde med flere end 3.000 spisende, hvor Dansk Gastronomisk Unions syv landshold vil skabe en unik gourmetoplevelse. Her inviteres på blandt andet lokale råvarer, danske vine fra Dyrehøj Vingård og vilde blomster og urter fra Asnæs skove.

Langbordet på mere end 1 km vil stå på Stejlhøj 100 meter fra ruten, hvor den eksklusive middag kan nydes i smukke omgivelser. Efter middagen er der reserveret et VIP-område klos op ad ruten, hvor der er kolde drikke og god udsigt, når rytterne kører ind i Kalundborg.

Det bliver Verdens Længste Langbord, med en samlet længde på mere end 1 km. og det er en ny verdensrekord. Bordet placeres i et U, som kommer til at stå i et stort telt som bliver 600 meter langt, hvor gæsterne får en cykeloplevelse og en gastronomisk oplevelse i verdensklasse,” fortæller Morten Juul Andersen, CEO for Dansk Gastronomisk Union og bosat i Kalundborg.

”Verdens længste langbord bliver et billede på hvad vi kan i Danmark, når vi er allerbedst: de bedste danske råvarer og vine, de bedste danske kokke, et helt lokalområde, der går sammen om at løfte en kæmpe begivenhed. Og en kæmpe fest, hvor alle, der elsker mad, alle der elsker Tour de France kan få en oplevelse sammen. Og støtte Kokkelandsholdet mens de gør det,” fortsætter Morten Juul Andersen.

Langbordet byder på fire forskellige niveauer, hvor man kan købe sig adgang til serveringen ved det gule, prikkede, grønne eller hvide bord. Og i den dyreste kategori er der ikke sparet på noget. Her bliver boblerne sablet af Tjenerlandsholdet og vinen, der serveres, er hentet i Dyrehøj Vingårds særlige, private vinkælder og gæsterne spiser af kongeligt porcelæn og drikker af krystalglas.

Uanset billettype er der hverken sparet på mad, drikke eller udsigt til cykelrytterne, og alle er inviteret til samme VM-menu – med ekstra add-ons på forskellige niveauer.

”Det er jo verdens bedste som konkurrerer, og kunne man så få to gange verdens bedste på samme sted, både verdens bedste kokke og verdens bedste cykelryttere og så verdens længste gourmetlangbord, det kunne da være sjovt at prøve. Det her bliver jo for et særligt publikum som efterspørger det her, det bliver smagen af Kalundborg i total topklasse, og det vil vi da gerne lægge jord til,” fortæller borgmester Martin Damm (V) som også var inviteret med til dagens pressemøde hos Dyrehøj Vingård.

Kokkelandsholdet har til det store event fået lov til at låne køkkenet hos Madservice på Stejlhøj.

Skal bruge 400 frivillige

I forbindelse med det store event skal der bruges op mod 400 frivillige, der som tak for hjælpen får 500 kr. for otte timers arbejde til velgørenhedsformål eller til en sportsforening efter eget valg.

Alle frivillige vil blive inviteret til ”afterparty”, hvor vi giver den gas med Live band, mad, drinks og kolde fadøl.

Deltag som frivillig, klik her

-

Del