Knallert påkørte parkeret lastbil

Han kørte af ukendte årsager ind i en lastbil, som holdt i siden af vejen.

Knallert påkørte parkeret lastbil
Ved middagstid torsdag kørte en 16-årig ung mand af ukendte årsager kørte ind i en lastbil, som holdt i siden af vejen. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ved middagstid torsdag kørte en 16-årig ung mand fra Jerslev Sj. på knallert ad Kalundborgvej mod vest i Snertinge, da han af ukendte årsager kørte ind i en lastbil, som holdt i siden af vejen.

Lastbilens fører, en 46-årig mand fra Slagelse, var ved at læsse olie af ved en ejendom. Knallertføreren kørte op bag i den parkerede lastbil og væltede. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 16-årige blev bragt til sygehuset til behandling, da han kom lettere til skade og pådrog sig et brud på armen.

Patruljen kontrollerede knallerten, som blev skønnet lovlig. Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændighederne. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Del