Klubhus oversvømmet
”I klubhuset står der 5-10 cm vand over alle gulve og der er en ækel stank af kloak. Toiletter, køkkenvask og baderum har længe været ude af drift."
Af Jens Nielsen
Tissø Roklub er i øjeblikket lukket ned da klubhuset er oversvømmet efter de store regnmængder der er faldet de seneste måneder.
Selvom medlemmerne af Tissø Roklub gerne vil have masser af vand og boltre sig på, så er det her for meget.
De store regnmængder, som er faldet gennem længere tid, har gjort, at Tissø er gået over sine bredder og det går bl.a. ud over Tissø Roklub hvor både klubhus og bådhal står under vand.
”I klubhuset står der 5-10 cm vand over alle gulve og der er en ækel stank af kloak. Toiletter, køkkenvask og baderum har længe været ude af drift.
Vores kondirum holder i skrivende stund tørt, men det varer ikke længe før det også sejler, så samtlige maskiner er sikret. I bådhallen står der 25-30 cm vand,” fortæller Lis Bay, rochef i Tissø Roklub, og fortsætter,
”Der er så meget vand i hele Åmosen, som skal ned forbi roklubben, og vandet kan ikke komme så hurtigt ud af søen, som det løber til.
I 2002 havde vi også problemer i roklubben, men allerede nu er vandstanden mindst 15 cm højere. I de godt 65 år min mand og jeg har været i roklubben har vandstanden aldrig før overgået 2002, så dette er fuldstændigt uden for fatteevne.”
Faktisk står vandet lige nu så højt, at man uhindret kan ro rundt om både klubhus og bådhal og roklubbens nye flydebro som var taget på land, fortøjet og klodset op, prøvede på at stikke af lørdag på grund af den høje vandstand.
”Klubben er ikke forsikret mod vandskader, så hvad der skal ske når vandet engang trækker sig, vides ikke, men et er sikkert, der bliver et kæmpe oprydningsarbejde, så vi håber på at rigtig mange vil
hjælpe os,” siger Lis Bay