Klubhus brændte – Nøglerne overdraget til nyt kredshus
Det røde hus på Torvet i Ubby, som nu er det nye kredshus for FDF Ubby, har tidligere huset en lægeklinik og senest en tandlægeklinik.
Af Jens Nielsen
Fredag d. 10. januar blev en helt særlig dag for FDF Ubby da nøglerne til et nyt kredshus blev overdraget. En voldsom brand tilbage i 2021 lagde det tidligere kredshus i ruiner.
En søndag eftermiddag i september 2021 blev brandvæsenet kaldt til en voldsom brand i kredshuset hos FDF i Ubby. Branden ødelagde huset så meget, at det kort tid efter blev revet ned, og FDF Ubby har siden klaret sig med en teltløsning, men endelig er der godt nyt.
Fredag eftermiddag var alle medlemmer af FDF Ubby samlet foran den røde bygning på Torvet 17 i Ubby, hvor de ventede på ejendomsmægler Githa Klarstrup fra Real Mæglerne Klarstrup og Sørensen i Ubby og, nu tidligere ejer af huset, tandplejer Dorthe Nielsen. Præcis kl. 16 fik Jørgen Rud, næstformand for FDF Ubby, nøglerne til det, der fremover er det nye kredshus i Ubby.
”Det koster mindst tre millioner kroner at bygge et nyt hus og så mange penge har vi ikke fået fra forsikringen, så vi har nu i flere år klaret os med en teltløsning på vores grund, mens vi har arbejdet med flere løsninger for et nyt hus. Da huset her på Torvet blev til salg henvendte vi os og så er det bare gået stærkt med handlen,” fortæller Jørgen Rud.
Det nye kredshus er 153 kvadratmeter stort, en halv gang større end det gamle hus som brændte, og der skal kun rives et par vægge ned, så er det klar til at FDF Ubby kan rykke ind.
”Huset har to toiletter, handicaptoilet og når vi får revet et par vægge ned, så får vi et stort mødelokale. Der skal lige laves noget gulv og sættes nogle plader på loftet og medlemmerne er allerede sagt til lørdag formiddag, så jeg regner med at vi er færdige om en måned,” fortæller Jørgen Rud, og fortsætter, ”Her bliver vi meget mere synlige og håber det på sigt kan give nogle flere medlemmer.”
Det røde hus på Torvet i Ubby, som nu er det nye kredshus for FDF Ubby, har tidligere huset en lægeklinik og senest en tandlægeklinik.