Klassisk koncert på Musisk Skole

Den 23. januar slår Musisk Skole Kalundborg dørene op til deres koncertsal for sæson 2022.

Klassisk koncert på Musisk Skole Søndag den 23. januar er der klassisk koncert på Musisk Skole Kalundborg med strygetrioen Trio Sono.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag den 23. januar er der klassisk koncert på Musisk Skole Kalundborg med strygetrioen Trio Sono.

Den 23. januar slår Musisk Skole Kalundborg dørene op til deres koncertsal for sæson 2022. Her byder de på store koncertoplevelser i absolut verdensklasse. Musisk Skole har igennem en række sæsoner haft, som et af sine indsatsområder, at præsentere levende klassisk musik ved fire årlige koncerter på skolen. Koncerterne er tilrettelagt særligt for børn og unge, men alle musikinteresserede borgere er i øvrigt velkomne.

Trio Sono mødte hinanden i DR SymfoniOrkestret, og besluttede efter en uformel kammerkoncert i 2010 at fortsætte et seriøst samarbejde i en ny strygetrio. Trioen blev efter en række koncerter med værker af Beethoven, Schumann og Mahler kontaktet af arrangøren og komponisten Jesper Jørgensen, der har arrangeret Bachs Goldberg variationer for strygetrio.

Dette førte blandt andet til en cd-udgivelse for pladeselskabet Helikon i 2014. Trio Sono optræder rundt i hele landet, og har blandt andet givet koncerter ved Selsø Slots sommerkoncerter, ved Søbygaard sommerkoncerter på Ærø, ved Schubertiaden i Roskilde, på Læsø, Vor Frue Kirke i Århus, Gjorslev Gods og Jomfruens Egede. Trio Sono gæstede i øvrigt også Musisk Skole i 2014.

Trio Sono har sammen studeret hos professor Siegfried Führlinger i Wien, en guldgrube af viden om klassisk repertoire, sammenspil og musikalitet. Sono betyder på italiensk "jeg er" eller "at være", da målet for Trio Sono er nærvær og tilstedeværelse i musikken. Trio Sono består af Julie Meile, violin, Astrid Christensen, Bratsch samt Karin Dalsgaard, cello.

Koncerten foregår i koncertsalen på Musisk Skole Kalundborg søndag den 23. januar kl. 15. Billetter kan købes her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/i3rjncvdgl Der sælges dog også billetter ved indgang, og kan købes med MobilePay. Koncerten er gratis for unge under 18 år samt elever på Musisk Skole

Del