Klar til at vaccinere på apotekerne

Efter at Region Sjælland har manglet vacciner til apotekerne længe, kan apotekerne i Kalundborg og Høng nu vaccinere mod coronavirus.

Klar til at vaccinere på apotekerne Efter at Region Sjælland har manglet vacciner til apotekerne længe, kan apotekerne i Kalundborg og Høng nu vaccinere mod coronavirus. - Inge-Lise Pontoppidan var tirsdag formiddag forbi Kalundborg Svaneapotek for at få det tredje vaccine stik mod Covid-19. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efter at Region Sjælland har manglet vacciner til apotekerne længe, kan apotekerne i Kalundborg og Høng nu vaccinere mod coronavirus.

Fra i går, mandag, kan 28 apoteker i Region Sjælland vaccinere borgere mod coronavirus, herunder også apotekerne i Kalundborg samt i Høng. Vaccinationsindsatsen på apotekerne har dog været længe undervejs, da apotekerne har været klar til at vaccinere siden den 20. december, men vaccinerne ankom ikke. Hvorfor ved man ikke rigtig.

Står klar til at vaccinere

Vacciner og vaccinepersonale står klar på Kalundborg Svaneapotek alle dage, hvilket betyder, at man altid kan komme uden tidsbestilling og blive vaccineret. Farmaceut Eva Forsberg fra Kalundborg Svaneapotek fortæller, at de havde besøgende i går, der blev vaccineret, men at der ikke var så mange.

”Vi havde vel omkring en 10-12 stykker, der blev vaccineret i går, hvor vi startede op på at vaccinere med tredje stik. Men vi kan selvfølgelig også give folk deres første eller andet stik. Man kan bare komme ind på apoteket mellem kl. 9-17 hver dag, så kan man blive vaccineret. Vi har modtaget Pfizer vaccinen, og vi må vaccinere fra 15 år,” fortæller hun, og fortsætter: ”Jeg ved faktisk ikke, hvorfor vi skulle vente så længe på vaccinerne i vores region, når de kunne få dem i de andre regioner. Vi blev i hvert fald brændt af to gange, og har så ikke kunne få vaccinen før nu. Efterspørgslen på vaccinationer var klart større i december, da vi var klar til at vaccinere, men ingen vacciner havde.”

På Krone Apoteket i Kalundborg og Høng vaccinerer man også, men de har ikke personale alle dage til at vaccinere, så det er her en god ide at ringe og høre, hvornår de har mulighed for at vaccinere.

”Det betyder ikke, at der er tidsbestilling, men det er en rigtig god idé at ringe og høre, hvornår det er muligt at blive vaccineret her. Ring gerne dagen før eller på dagen, så man ikke kommer forgæves. Vi har vaccinerne, men det er forskelligt, hvornår der er personale til at vaccinere til stede. Næste influenzasæson er vi bedre rustet til at lave drop in, men alle er desværre ikke blevet uddannet til at vaccinere endnu,” fortæller apoteker, Hassan Rane.

Lige nu kan man blive vaccineret 203 forskellige steder i Region Sjælland. Det inkluderer regionens egne vaccinationscentre, de praktiserende læger og nu også apoteker. Det er kun vaccinen fra Pfizer/BioNTech, man kan blive vaccineret med på apotekerne. Vaccinationen foregår uden tidsbestilling og er gratis.

Del