Klar til at stifte lokalliste
Gunver Jensen og Jonas Anhøj Henriksen repræsenterer Kalundborg Listen i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune. Det har de indtil nu gjort uden en forening i ryggen, men det bliver der nu lavet om på.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Siden november 2021 har Gunver Jensen og Jonas Anhøj Henriksen repræsenteret Kalundborg Listen i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune. Det har indtil nu været uden en forening i ryggen – det bliver der nu lavet om på. Inden sommerferien stiftes Kalundborg Listen, som lokalliste. Det skriver de to politikere i en pressemeddelelse tirsdag.
Der har gennem længere tid været afholdt møder med lokale folk, som er interesseret i at støtte op om en ny lokalliste i Kalundborg Kommune. Det har været møder, hvor der har været stor interesse for lokalpolitiske emner. Der er bl.a. talt om folkeskole, uddannelse, voksen/special-området, daginstitutioner, socialøkonomiske virksomheder og meget andet.
“Det har været en måde at spore os ind på hinanden, så vi kan være nogenlunde sikre på, at vi ikke ligger for langt fra hinanden på de vigtigste spørgsmål. Vi er nu enige om, at vi er klar til at danne foreningen,” står der i pressemeddelelsen.
En klar holdning til problemstillingerne
”Efter hvert møde har jeg været fuld af glæde og begejstring. At tale med mennesker, som har en klar holdning til problemstillingerne i vores kommune, og som går op i at finde løsninger, er fantastisk,” siger Gunver Jensen.
På møderne er der også blevet talt om, hvad der kendetegner lokallisten. Man er enige om, at noget af det vigtigste er, at man ikke er påvirket af storpolitik.
”Vi er lokale og tager udelukkende beslutninger på baggrund af lokale forhold og interesser. Derudover ønsker vi at være nærværende i alle dele af kommunen,” står der i pressemeddelelsen.
Jonas Anhøj Henriksen fortæller: ”Halvdelen af alle Kalundborg Kommunes borgere bor på landet, og jeg synes, det er vigtigt, at man føler sig hørt uanset, om man bor i Havnsø, Drøsselbjerg, Høng, på Røsnæs eller et andet sted i vores dejlige område. Der er unikke udfordringer og ønsker i hver by, stor som lille – disse borgere skal have en stemme. Det er det jeg ønsker med Kalundborg Listen.”
Mange har været interesseret
Gunver Jensen fortæller endvidere, at hun, siden valget i 2021, ofte er blevet kontaktet af borgere som vil vide, hvordan de kan melde sig ind i Kalundborg Listen.
”Indtil nu har jeg ikke rigtigt kunne give noget svar, men det er jeg glad for at jeg snart kan,” siger hun.
Respekt, dialog, åbenhed og imødekommenhed er grundstenen i Kalundborg Listen, både i forhold til borgere, medarbejderne i kommunen og til de andre politiske kolleger i kommunalbestyrelsen. Således skriver de to i pressemeddelelsen.
Datoen for den stiftende generalforsamling er stadig usikker. Der er nogle praktiske ting, der skal på plads inden, at man kan melde datoen ud, men det bliver inden sommerferien.